Polen, Estland, Letland og Litauen – som er de NATO-lande, der ligger tættest på Rusland – har udløst forsvarsalliancens Artikel 4.

Det sker, efter at Rusland natten til torsdag har indledt en invasion af Ukraine.

Det skriver CNN.

NATOs Artikel 4 lyder:

»Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.«

Ukraine er ikke medlem af forsvarsalliancen NATO, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, har flere gange givet udtryk for, at han ikke vil tillade et ukrainsk medlemskab.

Estland, Letland, Litauen og Polen har alle grænser til Rusland. Kun Estland har ikke grænser til Hviderusland, hvorfra en del af den russiske invasion af Ukraine er foregået.

»Ruslands udbredte aggression er en trussel mod hele verden og alle NATO-lande. NATO-samtaler om en styrkelse af alliancens medlemslandes sikkerhed skal iværksættes for at implementere yderligere tiltag, som vil sikre forsvaret af NATO-landene,« siger Estlands premierminister, Kaja Kallas, om situationen, som har fået de fire NATO-lande til at reagere.

»Det mest effektive svar på Ruslands aggression er sammenhold,« tilføjer hun.