Siden smartphone-spillet Pokémon Go blev lanceret tidligere på måneden, har brugere over hele verden haft travlt med at downloade app'en.

Spillet, der kort fortalt går ud på, at man skal fange Pokémon-figurer rundt omkring i byrummet ved hjælp af telefonens GPS og kamera, er på rekordtid blevet et af verdens mest populære mobilspil.

Men lørdag måtte mange frustrerede brugere undvære deres Pokémon-spil i et stykke tid, da en hackergruppe angiveligt angreb serveren, som gik ned.

Det skriver The Independent.

I hvert fald har cyber-kollektivet PoodleCorp meldt ud på Twitter, at de stod bag handlingen.

»Det var bare en lille test, vi vil lave noget i større skala snart,« skrev brugere XO, der skulle være lederen af PoodleCorp på Twitter.

PoodleCorp har tidligere angrebet populære YouTube-profiler, som eksempelvis PewDiePie.

Ifølge avisen er der rapporteret om flere uheld relateret til Pokémon Go. Fredag kørte en mand i New York ind i et træ, og han indrømmede over for politiet, at han havde været ukoncentreret på grund af spillet.

Torsdag faldt to mænd ned fra en klippe i San Diego, da de rendte rundt efter Pokémons.