Lyt til artiklen

Skibet er 186 meter langt og 25 meter bredt. Og så udgør lasten 26.000 ton majs.

'Razoni' er med andre ord til at få øje på, men det er ikke desto mindre forsvundet. Tilsyneladende har sporingsenheden om bord på fragtskibet i flere dage været slukket.

»Det er kraftigt mod reglerne, og det er sikkert, fordi man har tænkt sig at gøre noget, som man ikke må,« som Niels Rasmussen, shippinganalytiker i den internationale shippingorganisation Bimco, udtrykker det:

»Men det lyder jo underligt, at man synes, at det er en god idé, når der er så meget opmærksomhed til at begynde med.«

Sådan så det ud, da 'Razoni' forlod havnen i Odesa.
Sådan så det ud, da 'Razoni' forlod havnen i Odesa. Foto: OLEKSANDR GIMANOV
Vis mere

For det var lige, hvad der var for 15 dage siden, da 'Razoni' sejlende under Sierra Leones flag blev det første fragtskib, der forlod Ukraine med afgrøder, efter at en FN-styret aftale mellem Rusland og Ukraine faldt på plads.

Endelig kunne nogle af de enorme mængder af landbrugsprodukter, der har ligget ophobet siden invasionen, igen komme ud på verdensmarkedet.

Der var med andre ord stor mediebevågenhed, da det blå, hvide og røde skib sejlede ud fra den ukrainske havneby Odesa med sin last – siden er mystikken dog kun blevet større og større.

Godt nok blev 'Razoni' efter planen et par dage senere inspiceret af Joint Coordination Centre, som består af repræsentanter fra Rusland, Ukraine, FN og Tyrkiet, inden det fortsatte gennem Bosporusstrædet.

The Joint Coordination Centre inspicerer 'Razoni' 3. august.
The Joint Coordination Centre inspicerer 'Razoni' 3. august. Foto: TURKISH DEFENCE MINISTRY
Vis mere

Men så begyndte tingene at skifte karakter.

Den oprindelige køber i Libanon ville ikke længere kendes ved lasten på grund af den lange ventetid, og efter lidt kredsen rundt i Middelhavet endte 'Razoni' 11. august i stedet i den tyrkiske kystby Mersin.

Her blev bare en lille del af de mange ton majs dog afhændet til en tyrkisk køber – angivelig kun omkring fem procent.

»At lasten er blevet solgt igen undervejs, er en naturlig del af shipping. Og det er lige meget, om det er olie eller majs eller sneakers i en container,« påpeger Niels Rasmussen fra Bimco:

Her ses Razoni ved Bosporusstrædet.
Her ses Razoni ved Bosporusstrædet. Foto: YASIN AKGUL
Vis mere

»I dette tilfælde afviste modtageren jo også lasten, fordi den var blevet så forsinket. De skibe, der har fået lov at sejle ud fra Ukraine, var jo blevet lastet inden invasionen, men nåede ikke at komme af sted. Så det er jo i snart seks måneder, at de har ligget og ventet. Det er lang tid.«

Men da 'Razoni' efterfølgende forlod den tyrkiske havn igen, skete der noget anderledes usædvanligt. Det var her, at senderen blev slukket.

Sidste kendte lokation blev registreret 12. august ud for Cyperns nordøstlige spids. Siden har fragtskibet i dagevis ikke været at finde på de trackere, der holder øje med verdens skibstrafik. Her har der i perioden stået opført, at destinationen skulle være i Egypten.

Ukraine har gennem sin ambassade i Libanon udsendt en udtalelse, hvor det fremgår, at man ikke betragter sig som »ansvarlig for skibet og dets last, efter at det har forladt Ukraine. Og slet ikke, efter det siden har sejlet ud fra en udenlandsk havn«, altså tyrkiske Mersin.

»Vores opgave har været at åbne havne for kornlast, og det er sket,« har det lydt.

Der er dog nu fremkommet nye oplysninger om 'Razoni'.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters' 'shippingkilder' skulle fragtskibet søndag have »nærmet sig« den syriske havn Tartous, og tirsdag skriver Financial Times så, at satellitbilleder angivelig skulle vise, at skibet nu faktisk ligger i den syriske by.

Niels Rasmussen fra Bimco vurderer, at det er et »sandsynligt« scenario, også i forhold til, at det kunne være årsagen til, at sporingsenheden er blevet slukket.

'Razoni' set på tæt hold.
'Razoni' set på tæt hold. Foto: ERDEM SAHIN
Vis mere

»Det er desværre ikke første gang, det sker. Man kan finde mange lignende eksempler i områder som Venezuela, Iran, Nordkorea, Rusland og sådan nogle 'gode steder',« siger shippinganalytiker Niels Rasmussen.

Og i dette tilfælde er Syrien som ankomstland særdeles kontroversielt på grund af landets tætte forbindelser til Rusland.

Ukraine har for bare få uger siden kappet alle diplomatiske bånd til landet, fordi landet har anerkendt de to omstridte østukrainske republikker Donetsk og Luhansk som uafhængige. Ukraine har også tidligere anklaget Syrien for at have importeret mindst 150.000 ton ukrainsk korn, som Rusland skulle have stjålet fra lagre i Ukraine.

Hvornår 'Razoni' igen dukker op på de officielle overvågningssystemer, kan kun tiden vise. Det samme i forhold til, hvad der er sket med lasten.

Hidtil har 17 skibe forladt Ukraine med i alt godt 475.000 ton landbrugsvarer, har Ukraines ministerium for infrastruktur oplyst.