Mens amerikanske Charlane Stephenson sad på en lægeklinik mandag morgen, tikkede en besked ind på hendes telefon.

En besked om, at hun skulle evakuere. Med det samme.

Det fortæller den 67-årige kvinde, der er pensioneret sygeplejerske, til New York Times.

Da hun kom hjem, stod en betjent foran døren til hendes boligbygning og beordrede både hende og de andre beboere til at forlade stedet.

Her ses et billede fra Irvene.
Her ses et billede fra Irvene. Foto: MARIO TAMA
Vis mere

Årsagen til beskeden til hendes telefon og betjenten foran hendes bygning var en voldsom naturbrand – der har fået navnet 'Silverado Fire' – som mandag morgen brød ud nær byen Irvene, der ligger syd for Los Angeles i delstaten Californien.

Fire timer efter havde flammerne spredt sig til et område svarende til mere end otte kvadratkilometer.

Til New York Times fortæller Charlane Stephenson, at det hele gik stærkt:

»Da jeg stod op denne morgen, kunne jeg lugte røg. Det var skræmmende. Jeg har boet i Irvene i fire år, siden min mand gik bort, og jeg har aldrig været gennem noget lignende,« siger hun.

Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

Til Los Angeles Times fortæller 78-årige Pat Grath, at hun stod og lavede morgenmad, da en fremmed bankede på hendes dør i Ridge Valley og fortalte, at alle var blevet bedt om at evakuere:

»Jeg gik i panik, jeg begyndte at græde,« fortæller hun til mediet, mens hun befinder sig i et midlertidigt center for evakuerede.

»Jeg fryser, jeg er sulten, jeg er stresset, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.«

Videre fortæller hun, at hun havde håbet, at hun kunne få noget vand og mad på stedet, men indtil videre har hun kun fået en vandflaske.

Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

»Der er en vandfontæne længere nede ad gangen, men jeg har glemt min stok, og mine ben fungerer ikke særligt godt. Jeg tror, ens krop ikke fungerer, når du er stresset,« forklarer hun.

Ifølge AP er over 100.000 beboere blevet beordret evakueret, og to brandfolk er kommet alvorligt til skade, skriver Ritzau.

En kraftig vind i området besværliggør samtidig slukningsarbejdet.

Det er ingen oplysninger om, hvordan branden er opstået.