En mand fra Alaska har mod alle odds overlevet helt ekstreme forhold.

Det kunne et redningshold konstatere, da de torsdag i sidste uge fandt den nødstedte amerikaner takket være hans snarrådige råb om hjælp.

CBS beretter, hvordan Alaska State Troopers fandt en 30-årig mand ved navn Tyson Steele ved siden af et hjemmelavet shelter med ordene SOS stampet i sneen.

Tysons Steeles hytte, der lå langt ude i ødemarken, var brændt ned til grunden i midten af december.

Hans brune labrador var omkommet i branden, og den 30-årige Steele havde ingen muligheder for at kontakte omverdenen og fortælle, at han var fanget i sneen.

Da hans familie og venner ikke havde hørt fra ham i flere uger, blev de bekymrede, og de bad myndighederne tjekke, om alt var okay.

En helikopter blev sendt ud for at undersøge, om den 30-årige var i live.

Pludselig opdagede piloten Tyson Steele, der stod i sneen og viftede med armene ved siden af sit hjemmelavede shelter og sin SOS-besked.

Efter Tyson Steele blev reddet, fortalte han, at han havde spist det hidtil værste måltid siden branden, aftenen før helikopteren fandt ham.

En dåse bønner, der smagte af plastik, fordi den var blevet beskadiget, da hans hytte brændte.

Det var muligvis medvirkende til, at redderne sørgede for, at Tyson Steele fik et solidt måltid, efter han var blevet reddet tilbage til civilisationen og havde fået et bad.

Ifølge CBS var der tale om en menu fra McDonald's.