Det var efter direkte ordre fra Vladimir Putin, at superyachten 'Graceful' i al hast forlod havnen i Hamburg.

Forløbet skulle fremgå af hemmelige dokumenter, som den fængslede, russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs såkaldte antikorruptionsgruppe er kommet i besiddelse af.

Sådan skriver The Guardian.

Det var 7. februar sidste år, at yachten til mere end 600 millioner kroner blev set tage afsted fra værftet Blohm+Voss i den nordtyske storby, selvom den storstilede og igangværende renovering endnu ikke var overstået.

'Graceful' er bare en af flere luksuriøse yachter, som Vladimir Putin ejer.
'Graceful' er bare en af flere luksuriøse yachter, som Vladimir Putin ejer. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Allerede dengang blev der spekuleret i, at den russiske præsident var bange for, at hans luksuriøse fartøj skulle blive konfiskeret på grund af den militære optrapning i forhold til Ukraine.

 Bare få uger senere blev invasionen af nabolandet sat i gang.

Også efter ordre fra Vladimir Putin.

Hvilket hurtigt resulterede i, at sanktionerne haglede ned over russiske rigmænd, der ikke mindst fik beslaglagt deres svinedyre yachter over hele verden.

Men det skete altså ikke for Vladimir Putins 'Graceful', der nåede sikkert hjem i russiske farvand i tide.

En af hans andre yachter, Scheherazade, blev i øvrigt omvendt beslaglaget i Italien.

'Graceful' er siden blevet istandsat i Rusland, og den dukkede sidst i 2022 igen op i Østersøen, hvor den tilsyneladende havde skiftet navn til 'Kosatka', der på russisk betyder spækhugger.

Som journalisten Maria Pevchikh, der står bag den nye Navalnyrapport om forløbet, skriver:

»Halvdelen af landet er tvunget til lave stearinlys til skyttegravene og samle penge ind, så de mobiliserede soldater kan få undertøj og sokker, mens den mand, der startede krigen, bruger tre milliarder rubler på at reparere sin yacht.«