Michael 'Mike' Dippolito var egentlig gift, men i sin søgen efter en escortpige faldt han pladask for den 26-årige Dalia.

Han blev så forelsket i Dalia, at han giftede sig med hende blot fem dage efter skilsmissen fra sin kone, Maria. Men derfra gik det galt.

Dalia Dippolito ville nemlig af med sin nye mand og gjorde alt for, at det skulle lykkes. Hun gav politiet anonyme tips, så de stoppede Mike Dippolito ved flere lejligheder, og hun forsøgte sågar at forgifte sin mand, skriver TV 2 Norge.

Men det lykkedes ikke at skaffe sin mand af vejen, så Dalia Dippolito gik anderledes grusomt til værks.

Dalia Dippolito gjorde alt for at skaffe sin mand af vejen.
Dalia Dippolito gjorde alt for at skaffe sin mand af vejen. Foto: Lannis Waters
Vis mere

Hun kontaktede sin ekskæreste Mohammed Shihadeh og spurgte, om han kunne hjælpe hende med at finde en lejemorder, der ville dræbe Mike Dippolito.

Det bekræftede han at ville gøre, men kontaktede straks politiet bag Dalia Dippolitos ryg.

Krimiprogrammet 'Cops' skulle tilfældigvis filmes fra netop den politistation, som Mohammed Shihadeh havde rettet henvendelse til, og selv om politiet ikke stolede på Shihadeh, var de nødt til at gå videre med den potentielle mulighed for et godt afsnit til tv-serien.

Shihadeh installerede et skjult kamera i sin bil og mødtes med Dalia Dippolito på en parkeringsplads 30. juli 2009, hvor han fortalte, at han havde fundet lejemorderen.

»Er du sikker på, at du vil dræbe ham?« spurgte lejemorderen, Widy Jean, der var blevet hyret til at dræbe Mike Dippolito.

»Jeg ændrer ikke mening. Jeg har allerede besluttet mig. Jeg er helt sikker. Jeg er 5.000 procent sikker,« lød svaret fra Dalia Dippolito. Men det skulle hun nok aldrig have sagt.

For hun blev optaget på en lydfil, der blev afspillet i retten. Og Widy Jean var ikke lejemorder, men derimod politidetektiv.

Men det anede Dalia Dippolito, som havde betalt 7.000 dollar for mordet, intet om.

Under en retssag i 2017 afspillede politiet en video af Dalia Dippolito, der mødes med Widy Jean, som Dippolito tror er lejemorderen.
Under en retssag i 2017 afspillede politiet en video af Dalia Dippolito, der mødes med Widy Jean, som Dippolito tror er lejemorderen. Foto: Lannis Waters
Vis mere

Og da hun kom hjem fra en tur i fitnesscenteret og fik at vide, at hendes mand var blevet dræbt, brød hun sammen.

Men hurtigt fandt hun ud af, at politiet ikke havde andre mistænkte end hende selv.

Og som om det ikke var en stor nok overraskelse i sig selv, dukkede Mike Dippolito også op i retten – vel at mærke i levende live.

Hun benægtede at have planlagt et drab på sin mand, men påstod, at hun godt vidste, at der blev filmet. Ifølge hende havde Mike Dippolito nemlig overtalt hende til at spille en rolle, som skulle gøre ham berømt.

Mike Dippolito dukkede pludselig op i retten i 2011.
Mike Dippolito dukkede pludselig op i retten i 2011. Foto: J.Gwendolynne Berry
Vis mere

Dalia Dippolito betalte 25.000 dollar – knap 192.000 danske kroner – og blev løsladt mod kaution, men juryen troede ikke på forklaringen om, at hensigten var at gøre Mike Dippolito til en tv-stjerne.

Dalia Dippolito blev idømt 20 års fængsel, men ankede dommen. Hun nåede at blive gravid og føde en søn, mens hun ventede på sin endelige dom, der blev afsagt i 2017 og lød på 16 års fængsel.

Hun forsøgte en yderligere appel, der siden er blevet afvist af amerikansk højesteret. Hun skal derfor sidde fængslet i Florida indtil 2032.