Da piloten i en sms fortalte en kollega om, hvad han havde lavet om natten, var det begyndelsen på enden for ham.
Kort tid efter var han fyret fra sit job hos flyselskabet British Airways.
Det skriver The Telegraph.
Egentlig var det meningen, at piloten – Mike Beaton – for små fire uger siden skulle styre et fly fra sydafrikanske Johannesburg hjem til London.
Men på dagen for afgangen sendte han den sms, der altså blev skæbnesvanger for ham, til en stewardesse, der også skulle med samme afgang.
Her beskrev han, hvordan han i løbet af den særdeles våde nat var endt med at sniffe kokain af en topløs kvinde.
Kollegaen valgte at indberette ham, og han blev øjeblikkeligt suspenderet.
I stedet blev han dagen efter fløjet til London (som passager) og udsat for en narkotikatest, og fordi den var positiv, blev han fyret på stedet.
British Airways bekræfter over for Telegraph, at piloten »ikke længere arbejder hos os«.
Og så sent som i denne uge har flyselskabets ledelse ifølge mediet sendt et brev ud til samtlige sine ansatte, hvori det lyder, at man er bevidst om, at de ansatte er »lige så oprørte, vrede og skuffede over den opførsel, som vi er«.
Ligeledes står der, at sagen »skader selskabets image«.
»Det er fuldstændig uacceptabelt for os at se vores flyselskab blive set sådan på, og vi er helt klar over, at det ikke repræsenterer, hvad vi står for.«