Det er normalt en ret uskyldig ting at give et 'like' til et billede på Instagram.

Men når den officielle konto tilhørende pave Frans pludselig giver et 'like' til et pikant billede af en letpåklædt brasiliansk model, så får det nogen til at spærre øjnene op – og andre til at more sig.

Det skriver The Guardian.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvornår billedet af modellen Natalia Garibotto præcist fik pavens 'like', men indtil 13. november kunne man stadig se det. Dog blev 'liket' fjernet, efter Catholic News Agency bad Vatikanet om en kommentar til sagen, skriver USA Today.

Det vides heller ikke, hvem der helt præcist har givet billedet – der viser modellen iført et skolepigekostume – et 'like' gennem pavens officielle konto kaldet 'franciscus', men ifølge Vatikanet vil man nu forsøge at få en forklaring på det direkte fra Instagram.

Mens man i Vatikanet tilsyneladende er forvirret over aktiviteten fra pavens konto, tager både modellen og hendes managementfirma det med højt humør.

På Twitter har Natalia Garibotto, der følges af 2,4 millioner på Instagram, skrevet følgende:

'I det mindste kommer jeg i himlen,' mens hendes managementfirma, Coy Co, på Instagram har skrevet:

'Coy Co. har modtaget PAVENS OFFICIELLE VELSIGNELSE takket være vores ikoniske dronning, Natalia Garibotto. Ifølge sagnet har pave Frans abonneret på Natalia Garibottos side under et pseudonym. Tjek hendes side ud for at finde ud af hvorfor.'

Til The Guardian afviser en talsmand for Vatikanet, at det skulle være paven selv, der har trykket 'like' til billedet:

»Vi kan udelukke, at 'liket' kom fra 'Den hellige stol' (som er en betegnelse for pavens embede, red.), og har vendt os mod Instagram for at få en forklaring,« lyder det.