22-årige Zayn Malik forlader det verdensberømte, britiske boyband One Direction.

Bandet går dog ikke i opløsning, idet de fire øvrige medlemmer fortsætter sammen, skriver MailOnline.

Nyheden om at 22-årige Zayn Malik forlader One Direction omgående får utvivlsomt mangt et pigehjerte på samtlige af klodens kontinenter til at briste.
Og skulle de have et lille håb om, at han måske fortryder, så slukker Zayn Malik selv håbet med denne udtalelse:

»Mit liv med One Direction har været mere, end jeg nogensinde kunne have turdet drømme om. Men efter fem år føler jeg, det nu er det rigtige tidspunkt for mig at forlade bandet. Jeg vil gerne undskylde over for fans'ene, hvis jeg skuffer dem, men jeg er nødt til at gøre, hvad jeg føler er det rigtige,« siger han til MailOnline.

One Direction blev dannet i 2010, da fem solister i den britiske udgave af X Factor - Zayn Malik, Liam Payne, Harry Styles, Niall Horan og Louis Tomlinson - blev sat sammen til et band.

Idémanden bag var Simon Cowell, som også har udviklet X Factor-konceptet, der har bredt sig til tv-fladen i lande over hele verden.