Det er et af de fotografier, man aldrig glemmer.

Billedet af den niårige pige Kim Phuc, der i panik har flået sit brændende tøj af og flygter skrigende væk fra en landsby i Vietnam, kort efter den er blevet ramt af et luftangreb med napalm.

Fotografiet er fra 1972 og sendte dengang chokbølger gennem verden. Siden har det været et af de mest ikoniske krigsfotografier, som med ét fortæller historien om krigs totale rædsel.

Men selvom billedet er voldsomt, lever pigen, der blev kendt som 'napalm girl', i bedste velgående. Hun har netop vundet Dresden-prisen for sit arbejde for fred med Unesco og for at være en livslang fortaler for at stoppe vold og ødelæggelse.

Kim Phuc Phan Thi får overrakt Dresden-prisen den 11. februar. Vis mere

Den i dag 55-årige Kim Phuc modtog mandag prisen i Dresden, skriver The Guardian.

Kim Phuc var ni år, da billedet blev taget. Kort forinden havde en sydvietnamesisk pilot ved en fejl smidt en bombe ned over den sydvietnamesiske landsby og sydvietnamesiske tropper.

AP-fotografen Nick Ut tog billedet af Kim, da hun kom løbende ud af fra landsbyen sammen med familiemedlemmer. Fotografiet indbragte ham senere en Pulitzer-pris.

Kim Phuc blev forbrændt på 30 procent af kroppen under bombardementet. I 2015 påbegyndte hun plastikkirurgi i Canada, hvor hun bor i dag, for at rette op på skaderne.

Kim Phuc Phan Thi blev kendt som 'Napalm Girl' på grund af fotografiet. Vis mere