Der har været blandede reaktioner på, at prins Harry og hertuginde Meghan har valgt at vende det britiske kongehus ryggen.

Blandt parrets kritikere har den britiske radiovært og tv-personlighed Piers Morgan været en tung stemme i debatten.

Han har tilskrevet den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle den tvivlsomme ære for, at prins Harry nu forlader det royale liv.

Efter mandagens krisemøde i familien har dronning Elizabeth II udsendt en erklæring, hvor hun officielt accepterer sit barnebarns ønske og støtter parrets beslutning - omend hun hellere havde set dem blive i deres rolle i kongehuset. Den beslutning mener Piers Morgan dog, at Meghan og Harry har 'mobbet' hende til at tage.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

'Harry/Meghan har succesfuldt trynet Dronningen til at lade dem både blæse og have mel i munden', skriver han på Twitter.

Prins Harry og hertuginde Meghan annoncerede i sidste uge, at de ikke længere ønskede at være 'fremtrædende' medlemmer af kongehuset.

En beslutning, som dronning Elizabeth II angiveligt ikke skulle være blevet orienteret om på forhånd, lyder det fra flere britiske medier.

Tidligere har Piers Morgan mere konkret rettet sin kritik mod Meghan Markle, som han mener er skyld i meget af den royale ballade.

'Folk siger, at jeg er for kritisk over for Meghan Markle (som var hertugindens borgerlige navn, før hun blev gift med prins Harry, red.), men hun har droppet sin familie, droppet de fleste af sine gamle venner, hun har splittet Harry fra William (Harrys storebror, red.), og nu har hun splittet ham fra den royale familie,' skriver han på Twitter onsdag i sidste uge og tilføjede: 'Det er ikke nødvendigt at sige mere.'

Udmeldingen fra Harry og Meghan udløste overskrifter verden over og førte til mandagens krisemøde, hvor Dronningen sammen med kongehuset har fået fastlagt de næste skridt for parrets fremtid. De vil blandt andet dele deres tid mellem Canada og Storbritannien i en overgangsperiode og arbejde mod at blive økonomisk uafhængige af offentlige midler.

'Selv om vi ville have foretrukket, at de forblev fuldtidsarbejdende medlemmer af den royale familie, så forstår og respekterer vi deres ønsker om at leve et mere uafhængigt liv som familie, mens de forbliver en værdsat del af af min familie,' lød det fra den 93-årige dronning i pressemeddelelsen.

Prins Harry deltog i mandagens møde sammen med sin far, prins Charles, og sin bror, prins William, der er henholdsvis nummer et og to i tronfølgen. Meghan skulle deltage i mødet via et telefonopkald fra Canada, har det lydt fra britiske medier.