Drevet af sorg slog Vitaly Kaloyev i 2004 den danske flyveleder Peter Nielsen ihjel foran hans kone og deres tre børn.

Det skete to år efter Peter Nielsen havde siddet i et kontroltårn, da to fly stødte sammen i luften mellem Tyskland og Schweiz over Bodensøen. 71 mennesker mistede livet, herunder Vitaly Kaloyevs kone og to børn.

Nu bliver tragedien filmatiseret, hvor tidligere bodybuilder og skuespiller Arnold Schwarzenegger skal spille rollen som russeren, der endte med at slå en mand ihjel på grund af sorgen over at miste sin familie. Filmen kommer til at hedde ’Aftermath’ (Efterspil, red.).

Efter den tragiske ulykke endte Vitaly Kaloyev i en dyb depression, hvor han nægtede at barbere sig og altid gik i sort tøj, skriver Daily Mail.

 Vitaly Kaloyev mistede sin familie i en flyulykke i 2002.
Vitaly Kaloyev mistede sin familie i en flyulykke i 2002. Foto: STR
Vis mere

Han omdannede familiens hjem i Rusland til et mindealter for sin kone Svetlana, deres 10-årige søn Konstantin og 4-årige datter Diana og begyndte at undersøge, hvordan han kunne tage hævn over deres død.

Det førte til, at han to år efter sneg sig ind i 36-årige Peter Nielsens hjem i Schweiz og stak ham ihjel med en 14 centimeter lang kniv foran flyvelederens kone og tre børn, hvorefter han flygtede fra stedet.

Han blev senere anholdt i Zürich Lufthavn og sigtet for mord.

Vitaly Kaloyev mente, at Peter Nielsen var ansvarlig for hans families død, fordi flyvelederen havde været alene i kontrolrummet i Zürich, da ulykken skete. Flyvelederen gav en advarsel til passagerflyet om, at det fløj for tæt på et transportfly, men de havde kun 44 sekunder til at reagere. Det var ikke nok, og derfor endte de to fly med at støde sammen i luften.

 Vitaly Kaloyev og datteren Diana.
Vitaly Kaloyev og datteren Diana. Foto: STRINGER
Vis mere

Mens Vitaly Kaloyevs familie var mange kilometer oppe i luften ventede han på dem i Barcelona. Han var i gang med at bygge et hus i byen og ville tage imod sin familie i lufthavnen. Men flyet fra Moskva nåede aldrig frem.

Ulykken dræbte 45 børn, 11 voksne og ni personer fra kabinepersonalet og de to piloter.

Russeren var en af de første personer, der kom frem til de nedstyrtede fly, og det lykkedes ham at finde sin lille datters krop, som stadig var hel, fordi hendes fald var bremset en smule af nogle træer. Svetlana blev fundet i en kornmark og sønnen på en vej. Begge var faldet fra mere end 10 kilometers højde.

Flere af de pårørende beskyldte efterfølgende Peter Nielsen for at stå bag ulykken, men han blev renset for skyld.

 Vitaly Kaloyev lavede familiens hjem i Rusland om til et mindealter.
Vitaly Kaloyev lavede familiens hjem i Rusland om til et mindealter. Foto: STRINGER
Vis mere

Vitaly Kaloyev blev tilbudt 1.130.000 kroner som kompensation for ulykken, mod at han ikke kunne sagsøge firmaet Skyguide efterfølgende. Han var rasende og ville møde Peter Nielsen, men det ignorerede firmaet.

Det førte til, at Vitaly Kaloyev to år senere mødte op på Peter Nielsens adresse og stak ham ihjel. Flyvelederen døde i armene på sin kone.

Russeren blev idømt otte års fængsel i Schweiz. Efter hans løsladelse har han fortalt, at han aldrig har set skyggen af pengene fra Skyguide, og hvis han havde, så ville han have doneret dem til et børnehjem.

Han har også fortalt, at han ikke er blevet kontaktet i forbindelse med den kommende filmatisering af ulykken og de tragiske konsekvenser, den medførte.

Se traileren til 'Aftermath' herunder: