12 personer – heriblandt otte børn – blev dræbt, da en tre etagers bygning mandag kollapsede i Bhiwandi i udkanten af Mumbai.

Derudover er 20 personer kommet alvorligt til skade, mens det frygtes, at et uspecificeret antal personer stadig er fanget under murbrokkerne.

Det skriver Indianexpress, som oplyser, at bygningskollapset fandt sted i de tidlige morgentimer, hvor beboerne lå og sov.

Bygningen optrådte på en liste over farlige bygninger, og myndighederne i den indiske by har da angiveligt også to gange bedt beboerne om at forlade deres hjem, fordi bygningen var i så dårlig stand, at man frygtede et kollaps.

I alt 25 familier boede dog fortsat i bygningen, da det fatale kollaps fandt sted.

Ifølge Aljazeera blev mere end 40 reddere – heriblandt 30 reddere fra NDRF (Indiens nationale katastrofeberedskab, red.) – kaldt til stedet.

Billeder fra ulykkesstedet viser, hvordan overlevende er blevet reddet ud fra de grå murbrokker. Heriblandt også børn, som er blevet hastet til et nærliggende hospital.

Redningsaktionen er fortsat i gang.

25 familier boede angiveligt i bygningen, da den kollapsede.
25 familier boede angiveligt i bygningen, da den kollapsede. Foto: DIVYAKANT SOLANKI
Vis mere

For blot en måned siden blev 13 personer dræbt i en lignende ulykke, da en fem etagers høj bygning kollapsede i byen Mahad, som ligger cirka 170 kilometer syd fra Mumbai.