En mand i 50erne er mandag gået amok med en økse og koben i den svenske by Lycksele.

Tre personer er kommet til skade. To af dem er børn.

Det skriver flere svenske medier, heriblandt Expressen, med politiet som afsender. Siden har det svenske politi selv bekræftet, at en voldsom voldsforbrydelse har fundet sted i Lycksele.

Politiet skriver yderligere, at en formodet gerningsperson er anholdt efter at have såret mindst tre personer.

Svenske TV4 beretter, at der skulle være et 'lille barn' blandt de tilskadekomne.

Barnet er kørt akut på Universitetshospitalet i Umeå, der er den nærmeste større by, med 'alvorlige hovedskader', efter barnet skal være blevet ramt med et koben. Meldinger går på, at barnets skader skal være livstruende.

Mediet fortæller yderligere, at barnet skulle være tre år gammelt. Dette er dog ikke blevet officielt bekræftet af det svenske politi.

Hvilken tilstand de to andre personer er i, står endnu ikke klart.

De to andre, som er blevet skadet i angrebet, er en voksen og et barn. Barnet skal være under ti år.

Den voksne, som er såret, skal være blevet ramt af en økse. Det er en kvinde på 75 år.

»Det eneste, jeg kan sige, er, at politiet efterforsker en grov voldsforbrydelse,« siger Maria Linné, der er talsperson for politiet.

Umiddelbart er det småt med oplysninger i sagen. Men Expressen beskriver det som værende en far i en familie, der er gået amok. Han skal være den anholdte. Alle fire personer har relation til hinanden.

Politiet i byen er talstærkt til stede i området.

B.T. følger sagen.