Et hul i et skibsskrog, et håndaftryk og noget afskallet maling beviser ifølge USA, at Iran var indblandet i angrebene på to tankskibe i sidste uge.

Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon offentliggjorde sent mandag dansk tid de nye billeder, som angiveligt viser, at iranerne var involveret i angrebene.

»Iran er ansvarlig for angrebet, baseret på vidoebeviser og ressourcer brugt på hurtigt at få fjernet den udetonerede mine,« lyder det ifølge amerikanske medier i en udtalelse fra Pentagon.

Torsdag i sidste uge var det norskejede Front Altair og det japanske Kokuka Courageous udsat for angreb i Omanbugten.

På skroget af det japanske tankskib Kokuka Courageous ses de skader, som skibet fik under angrebet torsdag. Billederne blev offentliggjort af Pentagon mandag.
På skroget af det japanske tankskib Kokuka Courageous ses de skader, som skibet fik under angrebet torsdag. Billederne blev offentliggjort af Pentagon mandag. Foto: US Navy/ Reuters
Vis mere

Kort efter lagde USA fotos på twitter, som angiveligt viste iranske soldater fjerne en mine fra det japanske skib.

Iran nægter ethvert kendskab til episoden.

Nu har amerikanerne så offentliggjort nye billeder, og besluttet at sende flere soldater til Mellemøsten. 1000 ekstra mand er på vej til området.

Den fungerende amerikanske forsvarsminister, Patrick Shanahan, kalder troppeforøgelsen et forsøg på at 'øge sikkerheden omkring amerikanske interesser' i regionen, skriver nyhedsbureauet AP.

Et håndaftryk kan skimtes på det sted på skroget af det japanske tankskib Kokuka Coureagous, hvor det amerikanske forsvar mener, der har siddet en mine.
Et håndaftryk kan skimtes på det sted på skroget af det japanske tankskib Kokuka Coureagous, hvor det amerikanske forsvar mener, der har siddet en mine. Foto: US Navy/ Reuters
Vis mere

I forvejen har USA oprustet markant i Mellemøsten, siden præsident Donald Trump valgte at trække sig ud af den internationale aftale om Irans atomprogram, der blev indgået i 2015.

I øjeblikket består oprustningen af omtrent 10.000 soldater, flere langtrækkende bombefly samt et hangarskib med støttefartøjer.

Ifølge The Washington Post beskrives den øgede amerikanske tilstedeværelse som et signal til Iran. Samtidig skal det berolige amerikanske allierede i regionen.

»USA søger ikke en konflikt med Iran. Vores handlinger i dag skal ses som en sikring af sikkerheden for vores udsendte i hele regionen og som en beskyttelse af vores flåde,« sagde forsvarsminister Patrick Shanahan om troppeforøgelsen ifølge Reuters.

Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon offentliggjorde mandag dette billede, som ifølge amerikanerne viser medlemmer af Irans revolutionsgarde efter, at de har fjernet en mine fra et af tankskibene.
Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon offentliggjorde mandag dette billede, som ifølge amerikanerne viser medlemmer af Irans revolutionsgarde efter, at de har fjernet en mine fra et af tankskibene. Foto: US Navy/ Reuters
Vis mere

En talsmand fra Irans atomagentur meddelte mandag, at landet ville øge berigelsen af uran til op mod 20 procent.

Dermed er Iran på vej mod at overskride den mængde uran, der er tilladt ifølge atomaftalen.

Det sker som en reaktion på USA's genindførelse af en række strenge sanktioner mod landets økonomi samt mod lande, der importerer iransk olie.

Det iranske præstestyre beskylder USA for sammen med regionale allierede som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater at forsøge at piske en krigsstemning op.

Billedet, som Pentagon offentliggjorde i sidste uge, viser ifølge amerikanerne iranere i færd med at fjerne en udetoneret mine fra et af tankskibene. Amerikanerne mener, at iranerne på den måde forsøgte at fjerne beviser på angrebet.
Billedet, som Pentagon offentliggjorde i sidste uge, viser ifølge amerikanerne iranere i færd med at fjerne en udetoneret mine fra et af tankskibene. Amerikanerne mener, at iranerne på den måde forsøgte at fjerne beviser på angrebet. Foto: US DEPARTMENT OF DEFENSE HANDOUT
Vis mere