Embedsmanden James Miller mener, at forsvarsministeren burde have modsat sig en rydning af Lafayette Square.

James Miller, en tidligere toppolitisk embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har trukket sig fra sin post i forsvarets rådgivende bestyrelse.

Det sker af utilfredshed med forsvarsminister Mark Espers støtte til rydningen af demonstranter ved Lafayette Square i Washington D.C. mandag forud for præsident Donald Trumps besøg ved en nærliggende kirke.

I sit opsigelsesbrev, offentliggjort af The Washington Post tirsdag, påpeger James Miller, at han mener, at forsvarsminister Mark Esper har krænket sit løfte om at beskytte USA's forfatning.

Det rapporterer CNN.

- Da jeg tiltrådte bestyrelsen i 2014, efter at have forladt et job i forsvarsministeriet, aflagde jeg igen en embedsed, der omfatter at støtte og forsvare USA's forfatning.

- Du aflagde den samme ed den 23. juli 2019, da du blev taget i ed som forsvarsminister, skriver James Miller i opsigelsesbrevet til Mark Esper.

- Jeg tror, at du krænkede den ed mandag den 1. juni 2020, skriver han videre med henvisning til ordensmagtens rydning af fredelige demonstranter ved Lafayette Square.

- Du har måske ikke været i stand til at stoppe præsident Trump fra at give ordre til dette rædselsfulde misbrug af magt, men du kunne have valgt at modsætte dig det. I stedet støttede du det synligt, tilføjer Miller.

Efter sit pressemøde i Det Hvide Hus mandag gik Donald Trump til fods fra præsidentboligen til den beskadigede kirke St. John's Episcopal Church, hvor han poserede med en bibel i hånden for fotograferne.

Forinden brugte politiet tåregas og gummikugler mod fredelige demonstranter for at tvinge dem væk fra området inden præsidentens ankomst.

Kirken er under protesterne i Washington D.C. blevet ramt af graffiti og hærværk.

Donald Trumps optrin har vakt skarp kritik af præsidentens brug af magt fra blandt andre en lang række fremtrædende demokrater, herunder Joe Biden, Hillary Clinton og Kamala Harris.

/ritzau/