Det kunne være en scene fra Andeby, hvor Bjørne-Banden forsøger at slippe væk med mønter fra Joakim von Ands pengetank.

Men det er faktisk sket i virkeligheden. Og det lykkedes tyvene at slippe væk med cirka en million småmønter.

Ukendte tyve har således haft succes med at stjæle omkring 100.000 dollar – cirka 670.000 danske kroner – fra en pengetransport i Philadelphia. Det skriver blandt andre Sky News.

Men det hører med til historien, at det store beløb altså var i 10 cent-mønter, som altså hver har en værdi på cirka 67 øre.

Video fra gerningsstedet viser efterfølgende et mindre bjerg af småmønter ligge spredt på en parkeringsplads ved bilen, der oprindelig var fyldt med mønter med en samlet værdi på 750.000 dollar.

Tyveriet fandt sted torsdag morgen ved 6-tiden, hvor chaufføren skulle bringe mønterne fra Philadelphia til Florida.

Men det vides endnu ikke, hvordan tyvene slap væk med de mange småmønter.

Man ved heller ikke, hvor mange tyve der deltog i tyveriet – eller om man på forhånd vidste, at der var tale om en pengetransport fyldt med småmønter.