Som vicepræsident stod Mike Pence last og brast med sin overordnede Donald Trump. Men det var dengang.

Nu er Pences 'hidtil mest markante politiske brud med Trump' en realitet.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Bruddet består i, at Mike Pence fredag gjorde det klart, at han vil føre valgkamp for delstaten Georgias siddende republikanske guvernør, Brian Kemp.

»Bran Kemp er min ven. En mand dedikeret til sin tro, sin familie og folket i Georgia. Jeg er stolt over at tilbyde min fulde opbakning til fire år mere med Brian Kemp som guvernør for den storslåede stat Georgia,« siger Pence i en officiel udtalelse.

Men hvorfor skulle det være en torn i øjet på Trump? Det er der en helt særlig grund til.

Brian Kemp afviste nemlig pure Donald Trumps ønske om at få omgjort valgresultatet i Georgia efter præsidentvalget i 2020. Trump tabte i Georgia – som den første republikaner i 28 år – og endte som bekendt også med samlet set at tabe valget til den nuværende præsident, demokraten Joe Biden.

Derfor går Donald Trump efter at få sparket Bran Kemp ud som republikansk guvernørkandidat til fordel for sin egen kandidat David Perdue, som halser efter i meningsmålingerne forud for primærvalget 24. maj.

Her afgøres det, hvem der bliver partiets guvernørkandidat ved det kommende midtvejsvalg.

I et radiointerview havde Trump svært ved at skjule sin skuffelse over Pence.

»Tja, Mike forsøger at involvere sig, og han er en virkelig god mand,« siger Donald Trump til den konservative radiokanal Real America’s Voice om Pences beslutning om at bakke Brian Kemps kandidatur op.

»Men han skuffer virkelig os alle sammen,« tilføjer den tidligere præsident så om sin tidligere vicepræsident i årene 2017-2021.

Noget kunne tyde på, at Trump og Pence for alvor kommer til at krydse klinger inden længe.

Ifølge flere amerikanske medier pønser Pence nemlig på at melde sit kandidatur som republikansk præsidentkandidat ved valget i 2024. Noget også Trump har planer om.

I forvejen er forholdet mellem de to republikanske toppolitikere kølnet noget på det seneste.

I februar understregede Mike Pence, at Trump tog fejl, da han hævdede, at Pence havde magt til at omgøre valgresultatet, da det blev godkendt i den amerikanske kongres 6. januar sidste år.

Mike Pence overvejer ifølge amerikanske medier selv at stille op som præsidentkandidat ved republikanernes kommende primærvalg.
Mike Pence overvejer ifølge amerikanske medier selv at stille op som præsidentkandidat ved republikanernes kommende primærvalg. Foto: Ryan M. Kelly/AFP
Vis mere

Her var Pence til stede i Kongressen, mens bygningen blev stormet af Trump-tilhængere, som ikke ville godkende valgresultatet, der gjorde Biden til ny præsident.

Mike Pence blev truet på livet under stormen på Kongressen og måtte reddes ud af bygningen af sine livvagter.

Mike Pence har også taget afstand fra Donald Trumps udtalelse om, at Vladimir Putins invasion af Ukraine var 'genial'.