Pave Benedict XVI udtrykker sin smerte over skoleskyderiet i Newtown i Connecticut, hvor 26 personer blev dræbt. Han beder for, at ofrenes familier må få den trøst, de har behov for, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg er dybt bedrøvet over fredagens meningsløse vold i Newtown, Connecticut, sagde pave Benedict under sin ugentlige samling af pilgrimme på Skt. Peters Plads i Vatikanstaten i Rom.

- Jeg forsikrer familierne til ofrene, særligt de, der har mistet børn, at jeg vil tage dem med i mine bønner. Må Guds trøst røre deres hjerter og lette deres smerte, sagde pave Benedict ifølge Reuters.

Fredag tiltvang en gerningsmand sig adgang til Sandy Hook Elementary School i Newtown og skød og dræbte 26 uskyldige personer, inden han begik selvmord.

Der er blevet afholdt mindeceremonier for ofrene i Newtown i St. Rose of Lima Catholic Church.

Senere søndag tager den amerikanske præsident, Barack Obama, til Newtown for at mødes med familierne til de dræbte børn og voksne.

Det Hvide Hus oplyser i en pressemeddelelse, beretter Reuters, at præsidenten vil holde tale søndag aften kl. 19 lokal tid i Newtown. Lørdag offentliggjorde statspolitiet i Connecticut identiteten på de 26 dræbte børn og voksne. De 20 børn var alle seks eller syv år, mens de seks voksne alle var kvinder.

BNB/Reuters