Det lokale politi i Ross Township i staten Pennsylvania i USA forfulgte flere spor. Men efterforskerne fandt aldrig Patricia Kopta.

Hun forsvandt sporløst fra sit hjem i 1992 og blev siden erklæret død, da der intet nyt dukkede op.

Nu, tre årtier senere, er Patricia Kopta dukket op i live i Puerto Rico på et plejehjem. Det skriver NBC News, som citerer kvindens familie og det lokale politi.

På en pressekonference torsdag kom det frem, at den i dag 83-årige kvinde blev bragt til plejehjemmet for syv år siden.

Sådan så kvinden ud i 1990'erne, da hun forsvandt.
Sådan så kvinden ud i 1990'erne, da hun forsvandt. Foto: Privatfoto
Vis mere

Patricia Kopta vandrede angivelig rundt i det nordlige Puerto Rico og blev vurderet til at have behov for hjælp.

Det fremgår ikke, hvad hun har lavet i de mange år før det.

Kvinden har ikke delt mange informationer om sig selv gennem årene på plejehjemmet og er på grund af blandt andet demens først nu identificeret.

Ud fra sparsomme informationer har en medarbejder på plejehjemmet kontaktet den amerikanske stat omkring kvinden, hvis identitet er blevet bekræftet efter en dna-test.

Politichefen i kvindens hjemby, Brian Kohlepp, har på pressemødet fortalt, at hun i sin tid forsvandt, da hun frygtede at blive tvangsindlagt.

Forud for sin forsvinden fik Patricia Kopta diagnosticeret storhedsvanvid og tegn på skizofreni.

Den 83-årige kvinde efterlod sig blandt andet en mand, som hun havde været gift med i 20 år, da hun forsvandt i 1992.

Ægtemanden fortæller ifølge NBC News, at han mistænkte hende for at gemme sig i Puerto Rico. Han har derfor forsøgt med en efterlysning i en avis i Puerto Rico og sågar en clairvoyant.

»Det er en lettelse at vide, at hun ikke ligger i en grøft et sted eller er dræbt,« siger Bob Kopta, kvindens mand.