Omkring 100 personer skal have været om bord på et passagerfly, der fredag er styrtet ned i Pakistan.

Et stort passagerfly er fredag styrtet ned ved et boligområde i den pakistanske millionby Karachi.

Det oplyser det statslige luftfartsselskab Pakistan International Airlines (PIA).

Der var 90 passagerer og otte besætningsmedlemmer om bord, siger Abdul Sattar, der er talsmand hos PIA.

Talsmanden kan tidligt fredag eftermiddag dansk tid endnu ikke sige noget om de ombordværendes tilstand.

- Det ville være alt for tidligt at sige noget nu. Vores besætningsmedlemmer er trænede til at udføre nødlandinger. Alle mine bønner er hos de berørte familier, siger han til den pakistanske engelsksprogede avis Dawn.

Det styrtede fly er af typen Airbus 320.

Avisen Dawn skriver, at flyet var på vej fra Lahore i det nordøstlige Pakistan til Karachi, der ligger i det sydlige Pakistan ud til Det Arabiske Hav.

Pakistans sundhedsminister har erklæret undtagelsestilstand på alle store hospitaler i Karachi som følge af flystyrtet. Det siger Meeran Yousuf, der er pressekoordinator i ministeriet, ifølge Dawn.

Optagelser fra Karachi viser store mørke røgskyer stige op omkring bygninger i det beboede område i Karachi.

Helikoptere fra den pakistanske hær er fløjet til ulykkesstedet.

Tilbage i 2016 styrtede et fly fra PIA på vej fra den pakistanske by Chitral til hovedstaden Islamabad. 48 passagerer var om bord, og ingen overlevede.

/ritzau/