Forestil dig, at du sidder i et fly og tror, du er på vej over Atlanten.

På vej på ferie. På job. Eller bare den sidste tur hjem.

Under alle omstændigheder er du forberedt på en lang flyvetur og glæder dig bare til at nå frem.

Knap er maskinen kommet i luften, før den vender om og lander ved startpunktet igen.

Det var den oplevelse, passagererne på en Airbus A330 fra Virgin Atlantic havde mandag, da de troede, de var på vej fra London mod New York.

Turen skulle egentlig have taget små otte timer, men efter blot 40 minutter i luften vendte det om igen.

Årsag:

Kaptajnen opdagede, at pilotkollegaen ved siden af ham ikke var færdig med sin uddannelse.

Det skriver flere britiske medier. Blandt dem Sky News.

Flyet var nået helt til Irland, før kaptajnen blev opmærksom på, at medpiloten ikke havde gennemgået sin sidste testflyvning.

Men han havde dog licens og var fuldt kvalificeret til at flyve, skriver mediet.

Tilbage i Heathrow måtte de rasende passagerer så vente tre timer, før selskabet fik skaffet en mere erfaren pilot, som havde papirerne i orden.

Selskabet understreger, at episoden skyldtes en misforståelse, og at flysikkerheden på intet tidspunkt har været i fare.

Flyet fløj udelukkende tilbage for at sikre, at alle regler og protokoller blev overholdt.