Det er det sidste, man vil se, når man sidder i et fly højt, højt oppe i luften.

At flammerne står ud af en motor under den ene vinge.

Men det var det, der skete for et fly på vej fra den amerikanske by Houston til mexicanske Cancun.

Det ubehagelige syn blev optaget på en mobilkamera af en passager, og videoen er blevet gjort tilgængelig af nyhedsbureauer. Du kan se den optagelserne øverst i artiklen.

Sådan så det ud, da flammerne stod ud af motoren fra flyet.
Sådan så det ud, da flammerne stod ud af motoren fra flyet. Foto: Ricardo Garcia/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Flyselskabet Southwest Airlines bekræfter, at der var 'en mekanisk fejl' på Flight 307 tirsdag aften. Det blev efterfølgende taget ud af drift for at kunne gennemgå et eftersyn.

Ifølge NBC News var flyet kun i luften i omkring 16 minutter, inden det vendte om og atter landede i William P. Hobby Airport i Houston.

Et øjenvidne fortæller til mediet, at han fra jorden desuden så massive mængder af røg komme fra flyet, der også slingrede fra side til side.

Southwest Airlines meddeler dog, at flyet landet sikkert – og at ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen.

Og passagerne ombord kom til Cancun alligevel.

»Et andet fly fortsatte turen til Cancun, og vi sætter pris på vores kunders tålmodighed og støtte,« lyder det fra en talsperson.