Hendes lig blev kun fundet, fordi hendes arm faldt ud af kufferten.

En renovationsarbejder fik øje på armen, da han ville fjerne kufferten, og havde han ikke gjort det, var sagen om den unge forsvundne kvinde måske forblevet et mysterium.

For lad os bare slå fast med det samme:

Denne artikel er ikke for folk med sarte nerver, og historien minder mest af alt om noget, du kan se i en B-film om narkogangstere i underverdenen.

Men desværre er den hentet i virkeligheden, og den er lige så sørgelig og bestialsk, som den er sand.

Den handler om den 21-årige Gabriela Lima Santana, som blev meldt savnet 13. marts – dagen før hendes fødselsdag.

En god uges tid senere – 24. marts – blev hendes parterede lig fundet i en grøftekant i Dapao da Canoa i det sydlige Brasilien.

Det skriver flere internationale medier, blandt dem Daily Mail og The Sun.

Her opdagede en renovationsarbejder hendes ene arm, der faldt ud af en kuffert, som han ville fjerne fra en grøftekant, som fungerede som en slags dræningskanal.

Inde i den sorte rullekuffert var hendes maltrakterede hoved, torso, ben og anden arm.

Det lykkedes kun retsmedicinere at identificere hende ved hjælp af hendes fingeraftryk og nogle særlige tatoveringer.

Der var også nogle tunge sten inde i kufferten sammen med en to knive og en sav, som højst sandsynligt var blevet brugt til ugerningen.

Og som om sagen ikke var brutal nok, så viser det sig nu, at gerningsmændene filmede mishandlingen og senere også parteringen af den unge kvinde.

Sagen menes at være et led i en straffeaktion mod en rivaliserende bande.

Politiet kom på sporet af gerningsmændene, da de efter fundet af ligdelene blev opmærksom på en video, som de havde modtaget tidligere på måneden.

På filmklippet ser man, hvordan to eller tre mænd parterer en kvinde på et badeværelse og putter hendes jordiske rester i store sorte plastiksække.

Takket være videoen er en 49-årig mand blevet identificeret og anholdt, og en 23-årig, som menes at have optaget den, blev også anholdt.

De har efter alt at dømme forbindelser til en kriminel bande i lokalområdet.