Turen til Fiji var planlagt som den helt store drømmerejse, men det endte med at blive en forfærdelig historie.

Parret David og Michelle Paul fra Texas rejste til ferieparadiset den 22. maj, men de kom aldrig hjem.

Begge endte nemlig med at dø på grund af en mystisk virus. Det skriver The Mirror.

Det var blot nogle få dage, før de skulle hjem, at de begge to pludselig begyndte at få det dårligt.

De besluttede derfor at tage på hospitalet, men det fik de det ikke bedre af. De fik det begge værre og værre.

Og til sidst endte det altså med dødsfald. Michelle Paul døde først, og selvom det var planen at flytte David Paul til et hospital i Australien, så nåede de det ikke, før han også afgik ved døden.

Det store spørgsmål er nu hvorfor?

Michelle Pauls far undrer sig i hvert fald. Begge var i rigtig god fysisk form.

»Min følelse er, at man som forældre ikke bør opleve at begrave sine egne børn. Det er virkelig hårdt for mig. Virkelig hårdt,« siger han ifølge Today News.

Datteren havde angiveligt sagt til faren, at de kæmpede med diarre og følelsesløshed i hænderne.

Den amerikanske ambassade i Fiji ønsker som udgangspunkt ikke at udtale sig om årsagen til parrets død.

Men de påpeger, at regeringen havde advaret om en farlig influenza-sæson, der ville ramme det område.