Det er ikke alle drømme, som bliver til virkelighed. Det måtte det britiske par Hannah Louise Miell og Jack Dudley erfare efter en mislykket pengeindsamling, der skulle realisere deres drømme-bryllup i Italien. Et bryllup til 50.000 kroner.

I stedet fik parret mildest talt en overhaling på de sociale medier, særligt i en Facebook-gruppe for soldater og i kommentarsporet til indsamlingen.

Det skriver flere internationale medier herunder engelske Plymouth Herald.

Hannah Louise Miell, der til dagligt arbejder i en hjælpeorganisation for dyr, oprettede den 8. september en såkaldt 'GoFundMe' side, der på dansk også er kendt under navnet netværksfinansiering. Her kan man rejse penge til et projekt ved at indsamle store såvel som små økonomiske bidrag fra private brugere rundt om i verden.

I teksten til indsamlingen lagde Hannah Louise Miell vægt på, at hendes mand, der er ubådskaptajn i flåden, ofte er ude til søs og frivilligt deltog i krigen i Afghanistan i 2012. I teksten skriver hun ifølge news.com.au desuden om sin store beundring for sin mand Jack Dudley, der har hjulpet hende igennem en depression og ud af et tilhørende forbrug af medicin.

'Vi har ikke pengene til at betale for et sådan bryllup, hvorfor vi har brug for jeres hjælp. Vær venlig at give, hvad I kan. Jeres hjælp betyder meget for os og vil gøre en stor forskel. Vi håber, at vi kan nå i mål med vores drømme og dele denne livsbegivenhed med vores familie,' skriver parret på siden.

Det gik dog langtfra, som de havde håbet. Efter de kun havde samlet 500 kroner på fire dage og modtaget flere hundrede kritiske kommentarer, valgte de at trække indsamlingen.

Parrets indsamling blev delt på en Facebook-gruppe for soldater, hvor mere end 500 har kommenteret kritisk på deres 'latterlige' pengeindsamling. Her påpeger flere, at manden tjener langt mere end mange andre tjenestemænd. Derudover fremhæver flere, at de ud fra deres Facebookprofiler ser ud til at leve et liv, der ikke tyder på, at de selv sparer penge op til drømmebrylluppet.

'Er det her en dårlig spøg? En pengeindsamling så alle andre kan betale for jeres bryllup? Du er en skamplet for ubådstjenesten...'

'...Hvad med de millioner af mennesker, som bare ville ønske, at de kunne betale deres husleje, skabe et hjem sammen og betale regningerne. Vi har alle vores drømme, men man skal spare op for specielle begivenheder - som ens eget bryllup. I arbejder begge to, og ja, det er hårdt at være sammen med en, der tjener i Forsvaret, men I er ikke det første par, som skal giftes...Jeg kan se, at i allerede har indsamlet 50 kroner, det er nok til, at I kan betale for at sende invitationerne med posten.' lyder det blandt andet i kommentarssporet.