Det norske par Mathias og Thomas var sammen i fire år, da parforholdet efter et tv-program tog en uventet drejning.

De blev nemlig begge forelsket i én og samme person - den 27 år gamle tv-profil Bradley Peter.

De mødtes alle tre tilfældigt et halvt år efter, at Bradley var finalist i tv-programmet 'Hele Sverige Bager'.

De tre begyndte at bruge meget tid sammen, og derefter måtte Mathias og Thomas tage en alvorssnak.

»Mathias og jeg var på samme bølgelængde og satte os ned for at snakke. Vi vidste begge to godt, at Bradley efterhånden var mere end en ven, så der var to måder at gøre det på: Enten skulle vi droppe kontakten med Bradley eller tage chancen og invitere ham ind i vores forhold,« siger Thomas til det svenske medie Expressen.

Kæresteparret valgte at gå med det sidste alternativ.

I dag, to år senere, bor de alle tre sammen i en lejlighed i den svenske by Göteborg.

Bradley fortæller også, at han i starten af deres nye forhold nærmest kunne føle sig jaloux, når de to andre sad sammen i sofaen og hyggede sig. Men det gør han ikke længere. Nu er de blevet bedre til at tale sammen, være oprigtige og tale om sine følelser.

Selvom der ikke er mange, der forstår, hvorfor man vælger at være tre i ét forhold, ser de selv mange fordele ved det.

»Rent økonomisk er det rigtig godt. Vi har meget lave udgifter, og det med at lave mad og vaske tøj går meget hurtigere,« siger Thomas til Expressen.