Retten i Oslo har afvist at nedlægge et fogedforbud mod bogen "Hvite striper, sorte får", som handler om den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høiby.
Det skriver de norske medier VG og TV 2.
Bogen blev udgivet af forlaget Aschehoug i oktober.
Forlagschef Mads Nygaard bekræfter over for VG, at retten har afvist at nedlægge et forbud.
- Det er en vigtig afgørelse, ikke bare for denne sag, men for ytringsfriheden i Norge, siger han.
Ifølge Høibys advokater indeholder bogen flere urigtige og ulovlige påstande mod ham.
Det gælder blandt andet en påstand om, at Marius Borg Høiby skal have solgt narkotika på gaden i Oslo.
Det nægter Høiby at have gjort, men forlaget insisterer på, at oplysningerne er korrekte, skriver VG.
Aschehoug har tidligere indrømmet, at bogen indeholdt en række fejl.
Det gælder blandt andet en billedtekst og en passage om pengeoverførsler.
I bogen lyder, at Høiby har gennemført "hundredvis" af pengeoverførsler til én navngiven person, mens det rigtige er, at overførslerne er sendt til flere personer.
Det vil blive rettet i nye oplag.
Det vides endnu ikke, om bogen udkommer i Danmark.
/ritzau/
