Torsdag er den længe ventede rapport om Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg for tre år siden blevet offentliggjort.

Rapporten konkluderer, at der er ikke er beviser for, at præsident Donald Trump har forsøgt at forhindre specialundersøger Robert Muellers arbejde, men den frikender heller ikke præsidenten.

'Hvis vi efter den grundige undersøgelse kunne fastslå, at præsidenten tydeligvis ikke forsøgte at hindre arbejdet, så ville vi skrive det.'

'Men ud fra vores oplysninger og de retlige normer så kan vi ikke nå frem til den konklusion,' lyder det i rapporten.

Præsident Trump, der torsdag var vært for et arrangement for krigsveteraner i Det Hvide Hus, opfatter rapporten som en stor sejr.

»De har en god dag. Jeg har også en god dag. Der var intet aftalt spil. Ingen forhindringer. Vi skal til bunds i det her.«

»Det her skal aldrig ske for nogen præsident igen. Dette fupnummer skal aldrig gentage sig,« sagde han.

Anderledes panikslagen var Donald Trump i maj 2017.

Dengang erfarede han, at  Robert Mueller var blevet udpeget som den mand, der skulle granske Ruslands-indblandingen.

»Åh Gud. Det er forfærdeligt. Det bliver enden på mit præsidentembede. Jeg er fucked!,« sagde præsidenten ifølge rapporten.

Præsidenten hidsede sig op og sablede derefter sin daværende justitsminister, Jeff Sessions, ned.

»Hvordan kunne du lade alt dette ske, Jeff?«

Jeff Sessions svigtede ham, mente Trump.

»Alle fortæller mig, at hvis man bliver genstand for en af disse uafhængige undersøgelser, vil det ødelægge præsidentembedet. Det vil tage årevis, og jeg vil ikke være i stand til at foretage mig noget. Det er det værste, der nogensinde er sket for mig,« sagde præsidenten.

I rapporten kommer det også frem, at Donald Trumps kontroversielle pressesekretær Sarah Huckabee Sanders ikke helt holdt sig til sandheden.

På et pressemøde i Det Hvide Hus sagde hun, at 'utallige FBI-agenter' havde ringet til Det Hvide Hus og sagt, at de havde mistet tilliden til FBI-chefen James Comey.

Det viste sig åbenbart at været noget, Sanders bare fyrede af.

'Sanders anerkendte over for efterforskerne, at hendes kommentarer ikke var baseret på noget som helst', fremgår det af rapporten.

Robert Mueller har brugt 22 måneder på undersøgelsen, der har samlet kostet lidt over 200 millioner kroner at gennemføre.

Gense vores livedækning af rapportens offentliggørelse herunder: