Der lyder advarselssirener i Tel Aviv, efter at palæstinensere har svaret igen på to israelske angreb.

Palæstinensiske militante i Gazastriben har tirsdag ramt Israel med en "betydelig" mængde raketter.

Det oplyser Israels hær.

Det sker, efter at israelske styrker natten til tirsdag dræbte en feltkommandør for den militante palæstinensiske milits Islamisk Jihad.

Umiddelbart efter drabet meddelte Israels militær i en erklæring, at premierminister Benjamin Netanyahu havde godkendt operationen mod feltkommandøren, Baha Abu Al-Atta. Kommandøren blev dræbt i sit hjem.

I et andet israelsk angreb i Damaskus i Syrien var en højtstående embedsmand fra Islamisk Jihad målet. To personer blev dræbt i det angreb. Blandt dem var embedsmandens søn, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Islamisk Jihad var målet den politiske leder Akram Al-Ajouri.

Nattens israelske angreb og det palæstinensiske modsvar markerer den mest seriøse optrapning af volden i området de seneste måneder, skriver Reuters.

Islamisk Jihad har i en erklæring bekræftet, at den palæstinensiske feltkommandør, Baha Abu Al-Atta, er død.

I samme erklæring truer Islamisk Jihad med at gøre gengæld mod Israel.

- Vores uundgåelige hævnaktion vil ryste hele den zionistiske enhed, udtaler militsen med henvisning til Israel.

Over den israelske by Tel Aviv lyder der tirsdag advarselssirener. Der er tidligt tirsdag dog ingen meldinger om, at byen er ramt af raketter.

- Vi gør os klar til flere dage med kampe, siger Jonathan Conricus, der er talsmand for de israelske styrker.

Kommandøren, der blev dræbt, beskyldes af Israel for at stå bag en række angreb på tværs af grænsen for nylig med raketter, droner og snigskytter.

- Abu Al-Atta var ansvarlig for de fleste af Islamisk Jihads aktiviteter i Gazastriben og var en tikkende bombe, lyder det fra militæret.

/ritzau/AFP