En zoologisk have i Pakistan har i sidste øjeblik aflyst en auktion med private købere, der skulle skaffe 12 løver et nyt sted at bo.

I stedet vil de opbygge et nyt område, der kan blive stedet, hvor de vilde katte kan føle sig hjemme.

Haven har for øjeblikket 29 løver. Det var 12 af dem, der skulle på en auktion, der var planlagt at skulle finde sted nu på torsdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det faldt WWF for brystet. Organisationen opfordrede Lahore Safari Zoo til i stedet at lave et nyt hjem til løverne.

En løve hviler sig i Lahore Safari Zoo, Pakistan.
En løve hviler sig i Lahore Safari Zoo, Pakistan. Foto: ARIF ALI
Vis mere

»Vi mangler plads og det er hovedårsagen til auktionen,« siger vicedirektøren Tanvir Ahmed Janjua til nyhedsbureauet AFP. Han tilføjer, at nu har de besluttet af skynde sig at opføre to nye områder til løverne.

»Nu er det besluttet, at det snart vil blive en realitet, så der er intet behov for nogen auktion,« siger han.

De har over 80 hektarer land, så Lahore Safari Zoo er en af Pakistans bedste. Men de zoologiske haver i landet er ikke ligefrem kendt for at have dyrenes velfærd på sinde.

Der er 29 løver, seks tigre og to jaguarer i den zoologiske have.

De besøgende ser på løverne i Lahore Safari Zoo.
De besøgende ser på løverne i Lahore Safari Zoo. Foto: ARIF ALI
Vis mere

Forud for den nu aflyste auktion, havde haven sat en pris på 150.000 pakistanske rupees (godt 13.750 danske kroner) pr. løve. Det svarer til prisen på en ko.

Men de håbede, at løverne ville indbringe omkring to millioner rupees ved auktionen.

At holde løver, tigre og andre eksotiske vilde dyr som kæledyr er ikke unormalt i Pakistan. Dyrene ses som et statussymbol.

De velhavende ejere poster for eksempel billeder af deres løver på sociale medier.

I Lahore Safari Zoo får løverne også en klump is i de varme måneder.
I Lahore Safari Zoo får løverne også en klump is i de varme måneder. Foto: ARIF ALI
Vis mere

Men Tanvir Ahmed Janjua nægter, at protester fra dyrevelfærdsaktivister havde fået den zoologiske have til at aflyse auktionen.

»Skulle løverne få mere afkom, og vi er på vej til at løbe tør for plads endnu engang, så kan vi altid holde en ny auktion,« siger han.