Pervez Musharraf sikrede sig posten som pakistansk præsident efter et militærkup i 1999.

Den tidligere pakistanske præsident Pervez Musharraf er afgået ved døden på et hospital i Dubai efter længere tids sygdom. Han blev 79 år.

Det skriver flere pakistanske medier søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Musharraf sikrede sig posten som præsident efter et militærkup i 1999. Her væltede han premierminister Nawaz Sharifs daværende regering.

Han var præsident fra 2001 til 2008.

Musharraf var politisk moderat og provestlig. Han støttede USA's "krig mod terror" efter angrebene i New York og Washington den 11. september 2001.

Dette blev stærkt kritiseret af religiøse partier i Pakistan og udløste islamistisk vold i Pakistan i en årrække.

Han var selv udsat for tre islamistiske attentater i de år, han var ved magten. Og det var ikke sidste gang, han skulle kigge døden i øjnene.

Den nu afdøde ekspræsident kæmpede nemlig i en årrække med en sag, som endte med at koste ham en dødsstraf i hjemlandet i december 2019.

Afgørelsen blev dog omstødt af retten i den pakistanske by Lahore få dage senere.

Han blev i første omgang dømt in absentia - altså uden selv at være til stede i retten. Det skyldtes, at han også dengang befandt sig i Dubai, hvor han levede i eksil.

Sagen mod ham vedrørte en periode i 2007, hvor Musharraf satte forfatningen ud af kraft og indførte undtagelsestilstand i flere uger.

Nationalforsamlingen blev afsat. Det samme skete med dommerne.

Dommerne erklærede undtagelsestilstanden for ugyldig, da Musharraf forsøgte at forlænge sin tid som præsident.

Da Benazir Bhutto, den første kvindelige premierminister i et muslimsk land, blev dræbt i december 2007, blev modstanden mod Musharraf stærkere.

I august 2008 endte han med at gå af som præsident.

/ritzau/