Forhandlinger mellem myndighederne og Taliban kan belaste Pakistans forhold til USA.

De pakistanske myndigheder fører fredsforhandlinger med landets Talibanbevægelse, oplyser den næstkommanderende i oprørsbevægelsen.

- Vores forhandlinger går i den rigtige retning, siger Maulvi Faqir Mohammad, som er nummer to hos det Pakistanske Taliban. Han tilføjer, at forhandlingerne først gælder en fredsaftale i Bajaur og derefter vil omfatte andre områder som Swat, Mohmand, Orakzai og Sydwaziristan. Det er målet, at en aftale i Bajaur skal være forbillede for andre regioner.

Myndighederne har ikke bekræftet, at forhandlingerne er i gang.

USA har brugt milliarder af dollar på at skabe mere stabilitet og demokrati i Pakistan, og Washington vil næppe se med blide øjne på, at Islamabad fører fredsforhandlinger med Tehrik-e-Taliban Pakistan (TTP), som er på listen over terrorgrupper. Tidligere fredsaftaler med TTP har ikke holdt.

Mohammad siger, at Pakistan har frigivet 145 medlemmer af gruppen for at vise goodwill. Han leder selv TTP i Bajaur og er kendt for at være tæt på al-Qaeda.

Hans mænd var specialiseret i angreb ind over Afghanistans grænse, indtil amerikanske droner i 2006 blev sat ind for løbende at bombe mål i hans region. Den pakistanske hær indledte en offensiv i Bajaur i august sidste år.

/ritzau/Reuters