En uhyggelig sag om seksuelt misbrug af en ung, australsk pige har rystet Australien

Faderen til en 13-årig pige fra Perth er anklaget for at have misbrugt sin datter seksuelt sammen med syv andre pædofile.

Pigen blev reddet fra sit hjem i sidste uge, efter en person havde tippet politiet.

»Hun blev reddet fra den frygtelige situation, hun var i. Hun er i sikkerhed, og hun modtager den hjælp, hun har brug for, og det vil fortsætte,« forklarede politikommissær Glenn Feeney fra afdelingen for sexkriminalitet på et pressemøde onsdag ifølge The Guardian.

Misbruget af pigen menes at have stået på i to år. De sigtede mænd er mellem 35 og 47 år og alle venner med pigens far. De er blandt andet sigtet for voldtægt og for at distribuere børneporno. Overgrebene har angiveligt fundet sted flere steder i det vestlige Australien.

Feeney afviste at svare på, hvorvidt pigens mor har kendt til overgrebene mod hendes datter.

To af mændene er også anklaget for at have bedøvet pigen. Feeney ville ikke gå i detaljer med anklagen, men forklarede, at det betyder at give et offer narkotika eller alkohol, så det ikke kan give samtykke, men tilføjede straks:

»Naturligvis kan et barn ikke give samtykke (i det hele taget, red.).«

På de anklagede mænds computere blev der fundet store mængder børneporno – heriblandt 149 billeder og videoer af den 13-årige. Derudover undersøger politiet resten af materialet kan føre til andre anklager.

»Bare for at give et overblik over omfanget, bliver en af personerne sigtet for at have 200.000 videoer og fire millioner billeder,« lød det fra Glenn Feeney, der selv er forfærdet over den omfattende sag:

»Det er frastødende materiale – der er ingen ord for det. Ethvert sexovergreb mod et barn er fuldstændig chokerende,« sagde han om sagen, som han kalder for et indblik i 'den mørke, onde side af menneskeheden'.

To af de anklagede mænd skal for retten i denne uge. Resten af de anklagede skal for retten i august.