Kun 271,6 kilometer fra Bornholm ligger den svenske ø Gotland. 

Og her forbereder man sig på et muligt angreb fra Rusland. På en risiko for, at krigen kommer. 

Det skriver DR Nyheder. 

»Det er noget, man må forholde sig til. Den bedste måde at gøre det på er at forberede sig på det allerværste. Det er det, vi arbejder med og har arbejdet med på Gotland med et totalforsvar,« siger Anders Flanking, der er landshøvding på øen, til mediet. 

Øen, der er et strategisk knudepunkt i Østersøen – og spiller en vigtig rolle i det svenske forsvar – har blandt andet tidoblet antallet af soldater fra 400 til 4500.

Og så arbejder man således ihærdigt på et totalforsvar af øen, hvis en eventuel lammelse af øens infrastruktur eller isolation skulle ramme, skriver mediet. 

Forberedelserne til en risiko for krig er ikke nye for den svenske ø. 

I foråret 2023 øvede Sverige sammen med 13 andre lande sig i at reagere på et angreb. En øvelse, der blandt andet foregik på Gotland. 

»Øvelser er en god måde at styrke og teste det svenske forsvars evner,« skrev Sveriges forsvar i en pressemeddelelse i den forbindelse. 

I begyndelsen af året kom det videre frem, at vores skandinaviske nabo og medlem af NATO ville sende 800 svenske soldater til Letland for at beskytte grænsen mod Rusland.

Det er som en del af en beredskabsstyrke, hvor NATO i alt vil sende 2000 soldater afsted til at være klar, hvis Rusland skulle sende tropper ind over grænsen. 

De forventes at være på plads i starten af 2025, ifølge svenske Dagens Nyheter

Der har også været forberedelser på dansk jord. 

Sidste år øvede 200 danske soldater sig eksempelvis på at forsvare Bornholm. Det kan du læse mere om her.