Når vi tænker whisky, falder tankerne som regel på Skotland eller Irland, til nød USA. Men det er faktisk de asiatiske købere, der har en ustoppelig tørst efter de gyldne dråber - som en alternativ investeringsløsning.

Tænk bare på de to ekstremt sjældne 60 år gamle Macallan whiskyer (skotsk), som auktionshuset Bonham håber kan indbringe rekordbeløb ved dagens auktion i Hong Kong.

De bliver sat til salg som to separate 750 ml flasker og prisen forventes at ende mellem 3,6 og 4,5 millioner Hong Kong dollar (mellem 3,9 og 4,8 mio. kroner). Dertil kommer gebyret på 22,5 procent. Det skriver todayonline.

Prisen på whisky er røget helt i top de seneste par år. Køberne leder efter de sjældne flasker fra Skotland som Dalmore og Port Ellen, men også japanske destillerier som Karuizawa og Yamazaki er efterspurgt.

Ifølge Daniel Lam, der leder vin og whisky-afdelingen hos Bonhams i Hong Kong, har whisky klaret sig bedre end de bedste vine. Vinene er steget 30 procent i løbet af de sidste 12 måneder. Macallans 18 år og ældre har fordoblet priserne i den samme periode.

»Der er intet som kan klare sig i konkurrencen med whisky. Den har bevist sit værd som en alternativ investering,« siger Daniel Lam.

Priserne på Bonhams auktioner er røget i vejret ikke mindst takket være købere i Taiwan, Kina, Indonesien og Vietnam.

En whiskys alder repræsenterer de år, den har tilbragt på lagring. For eksempel er Macallan 1926 først blevet tappet på flasker i 1986. På grund af evaporation - det kaldes »englens andel« - giver gamle whiskyer færre flasker.

I marts måned blev et par 60-årige Macallan 1926 solgt for tilsammen 7,6 millioner danske kroner ved en auktion i Dubais toldfri butik.

»Jeg tror, at Dubai har sat et mærke og at prisen denne gang vil blive endnu højere,« siger Rickesh Kishnani, der er chef for Hong Kongs Platinum Whisky Fund.