De har været på bar bund, siden hun forsvandt. Seks år efter nægter portugisisk politi at fortsætte efterforskningen af Madeleine McCann's forsvinden i 2007 og har nu overladt sagen til politiet i London.

Det skriver den engelske avis Daily Mail.

Indenrigsminister Theresa May er gået med til at finansiere en efterforskning af Maddies forsvinden i Portugal 3. maj for seks år siden.

Det sker, efter at Londons politikorps gennem de sidste to år har revurderet sagen, som har ført til mere end tyve potentielle mistænkte og masser af nye spor. Men på trods af alt dette, har politiet i Portugal nægtet at genåbne sagen, da der ifølge portugisisk lovgivning skal være nye beviser for at genåbne en sag. Og de nye spor, engelsk politi har fundet frem til, er ikke tilstrækkelige.

Men politiet i London har insisteret på, at deres spor kan føre til - hvis ellers de håndteret ordentligt - nye beviser og måske endda, at sagen langt om længe bliver løst.

Derfor har man nu spurgt May om midler til at efterforske sagen til bunds, hvilket indenrigsministeren altså er gået med til. En efterforskning, der forventes at løbe op i flere millioner pund. En endelig udmelding kommer inden for de næste par uger.

Den dengang tre-årige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i Praia de Luz på Algarve-kysten. Selvom der løbende er dukket nye spor, mistænkte og folk, der mener at have set Maddie, op, er der ikke kommet noget endeligt gennembrud i sagen. En overgang var Maddies egne forældre, Kate og Gerry McCann, selv mistænkt for at stå bag deres datters forsvinden. En mistanke, der dog er frafaldet igen.