To mennesker har mistet livet, og et endnu ukendt antal personer er blevet såret i et knivstikkeri ved en kirke i den amerikanske delstat Californien.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Knivstikkeriet fandt sted ved en baptistkirke i San Jose søndag aften lokal tid.

AP citerer både byens politi og borgmesteren for oplysningerne om, at der er både døde og sårede.

Borgmesteren sige til nyhedsbureauet, at flere personer er »alvorligt kvæstede.«

»Vores hjerter går til de pårørende, som blev dræbt af knivstik i angrebet ved Grace Baptist Church,« siger Sam Liccardo.

Også det lokale politi bekræfter, at der er både døde og sårede.

Ifølge de foreløbige oplysninger var der ikke gudstjeneste, da angrebet fandt sted.

Et større antal hjemløse blev indkvarteret i forbindelse med kirken på grund af dårligt vejr.

Det er endnu uvist, hvorvidt gerningsmanden er på fri fod.

Ifølge New York Times er der endnu ingen meldinger om et eventuelt motiv til overfaldene.

Opdateres...