Natten til søndag har været en blodig en af slagsen.

Den største nyhed over natten var et forfærdeligt fund i den ukrainske by Butja.

Byen var i på russiske hænder indtil for ganske nylig – og synet, der mødte både ukrainere og journalister, da de gik på de generobrede gader, gav dem et chok.

Det er uhyggelige scener, der står tilbage i Butja, der sammen med resten af Kyiv-regionen skulle være generobret af ukrainerne.

Ifølge byens borgmester, Anatoliy Fedoruk, er flere end 300 indbyggere i byen er blevet dræbt. Det skriver Reuters.

Journalister herfra har været i området, og nyhedsbureauet beretter om døde civile, der ligger spredt ud over gaderne.

Myndighederne i Irpin – som er en af de andre Kyiv-forstæder, ukrainerne har generobret for nylig – har på blot en dag fjernet mere end 640 eksplosive apparater, oplyser byens borgmester ifølge The Kyiv Independent.

Byen vil ikke være sikker at befærde sig i i månedsvis, lyder det.

Samtidig melder den ukrainske hær på Facebook, at de russiske luftangreb, som gennem den sidste måned har ramt og ødelagt utallige ukrainske byer, skulle have aftaget i intensitet.

Ruslands manglende evne til at finde og ødelægge ukrainske angrebsstationer mod luftangreb har angiveligt gjort det svært for Rusland at holde kontrol med luftrummet.

Derfor er det svært for Ruslands fly at støtte de russiske styrker på jorden. Det beretter britiske efterretninger ifølge det britiske forsvarsministerium om på Twitter.

Estiske myndigheder har ifølge BBC oplyst, at Estland er begyndt at modtage en del ukrainske flygtninge, som indtager landet over den russiske grænse.

Ukraine har anklaget Rusland for med tvang at deportere tusindvis af ukrainere til Rusland under dække af humanitære korridorer – blandt andet i Mariupol.