På det seneste har det været småt med russiske fremrykninger, og nu er der meldinger om, at russerne er løbet ind i alvorlige problemer.

På de interne linjer.

Sådan lyder det i den amerikanske tænketank Institute of the Study of Wars seneste opdatering.

Her beretter tænketanken om en stigning i antallet af indrapporteringer om russiske soldater, som begår skade på sig selv for at undgå at komme til Ukraine. Der skulle også være stigende problemer med moralen blandt de russiske soldater og forsyningsproblemer.

Institute of the Study of Wars analyser skulle i høj grad være baseret på efterretninger fra den ukrainske hærs generalstab og er ikke bekræftet af uafhængige kilder, men det er værd at bemærke, at også danske eksperter ser tegn på, at den russiske krigsmaskine kører i tomgang.

Ifølge Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker ved Tænketanken Europa og tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste, er det ikke sandsynligt, at russiske styrker lige nu er i stand til at erobre eller omringe Ukraines hovedstad, Kyiv.

»Erobring eller omringning af Kyiv afhænger af markant tilførsel af styrker og forsyningslinjer. Derfor ikke sandsynlig nu,« skriver han på Twitter.

En anden ekspert, den tidligere soldat og nuværende ledende konsulent hos tænketanken Foreign Policy Research Institute, Rob Lee, pointerer, at det, vi har set udspille sig i Mariupol, er et klart vidnesbyrd på, hvad der venter russerne, hvis de på et tidspunkt forsøger at indtage Kyiv.

En lokal borger går forbi en russisk tank i den belejrede havneby Mariupol i det østlige Ukraine.
En lokal borger går forbi en russisk tank i den belejrede havneby Mariupol i det østlige Ukraine. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Mariupol er den første store by, russiske styrker har forsøgt at indtage, hvor ukrainske styrker er villige til at kæmpe fra gadehjørne til gadehjørne. Rusland gør fremskridt, men de er langsomme og kostbare,« skriver han på Twitter og tilføjer:

»Mariupol giver os en indikation på, hvor kostbart et angreb på Kyiv vil være.«

Borgmesteren i Mariupol har overfor BBC bekræftet, at russiske soldater er nået ind til bymidten i byen, hvor der i øjeblikket pågår kampe mellem dem og ukrainske styrker.

Som følge af at de russiske styrker har lagt netop den sønderbombede Mariupol i en jernring, oplyste Ukraines forsvarsministerium, at landet 'midlertidigt' havde mistet adgangen til Azovske Hav. Om ukrainerne havde genvundet adgangen til Azovske Hav, som er forbundet med Sortehavet, oplyste forsvarsministeriet ikke.

Kort efter midnat opfordrede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til meningsfulde freds- og sikkerhedsforhandlinger med Moskva. Ifølge præsidenten er det Ruslands eneste chance for at begrænse skaden fra sine fejltagelser i kølvandet på landets invasion af Ukraine.

De forhandlinger bliver dog næppe med deltagelse af Zelenskyj selv og hans russiske modpart Vladimir Putin lige foreløbig.

Den russiske chefforhandler, Vladimir Medinskij, har sat ord på, hvornår det efter Ruslands mening vil være muligt, at de to landes præsidenter kan mødes. Og lad det være sagt med det samme: Det har umiddelbart ret lange udsigter:

»Jeg kan kun sige, at før et møde mellem de to ledere (Putin og Zelenskyj, red.) overhovedet kan komme på tale, skal delegationerne af forhandlere have forberedt og være blevet enige om fredsaftalens tekst. Derefter skal aftaleteksten underskrives af udenrigsministrene, godkendes af regeringerne, og derefter kan et muligt topmøde diskuteres,« siger chefforhandleren Vladimir Medinskij til det russiske nyhedsbureau Tass.

Vladimir Putin vil først mødes med Volodymyr Zelenskyj, når fredsaftalen er forhandlet helt på plads.
Vladimir Putin vil først mødes med Volodymyr Zelenskyj, når fredsaftalen er forhandlet helt på plads. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Selv når en fredsaftale en dag sætter en stopper for bombardementerne, vil de ukrainske byer være farlige at færdes i. Sådan lyder advarslen fra Ukraines indenrigsminister, Denys Monastyrsky.

»Et enormt antal granater og miner er blevet affyret mod Ukraine, og mange af dem er ikke eksploderet. De ligger under murbrokkerne og udgør en reel trussel,« siger han til nyhedsbureauet AP og fortsætter.

»Det vil tage år – ikke måneder – at desarmere dem.«