Anis Amri, der mistænkes for at stå bag angreb i Berlin, var dømt til fængsel i både Italien og Tunesien.

Berlin. Anis Amri, der ifølge tysk politi menes at stå bag et terrorangreb i Berlin mandag, er eftersøgt over hele verden.

Tyskland vil give 100.000 euro for informationer, der kan lede til en pågribelse af ham.

Den 24-årige var kendt ikke blot af myndighederne i sit hjemland Tunesien.

Han er også dømt for blandt andet brandstiftelse i Italien, hvor han blev undersøgt for terror.

Her er et overblik over hans rejse fra Tunesien til Tyskland:

2011

Tidligt på året: Amri, som er eftersøgt for væbnet røveri, forlader Tunesien. Han dømmes senere in absentia til fem års fængsel.

Februar: Tuneseren ankommer som bådflygtning til Italien. Han bor på et ungdomscenter i Catania på Sicilien.

23. oktober: Han anholdes på mistanke om brandstiftelse, overfald, intimidering og bedrageri. Han dømmes senere til fire års fængsel. Han opfører sig voldeligt, men viser ingen tegn på radikalisering.

2015

18. maj: Anis Amri løslades fra fængsel i Palermo. Han placeres i varetægt i center for migranter, da han skal hjemsendes. Forsinket svar fra Tunesien gør, at han omsider sættes på fri fod med besked på at forlade landet.

Juli: Amri ankommer til Tyskland via Freiburg ifølge lokale myndigheder. Han søger asyl under forskellige navne og nationaliteter - blandt andet som marokkaner og libaneser. Han opholder sig i Nordrhein-Westfalen.

Juli: Han er i denne periode i kontakt med Abu Walaa, som er mistænkt for rekruttering og finansiering til Islamisk Stat.

2016

Februar: Amri flytter til Berlin. Han overvåges af tyske myndigheder på grund af narkohandel. Han har også været i slagsmål på en bar.

Marts: Tuneseren undersøges på terrormistanke. Tyske anklagere mener, at han planlagde et røveri for at samle penge til våben - formentlig med henblik på et angreb. Undersøgelsen indstilles på grund af manglende beviser.

Juni: Amris asylansøgning afvises. Han kan ikke udvises på grund af diplomatisk strid med Tunesien. To dage efter angrebet er papirer om udvisning ankommet ifølge tyske myndigheder.

November: Tyske myndigheder udveksler information om Amri på antiterrormøde.

December: Politiet kan ikke finde Anis Amri. I denne periode mistænkes han for at have kontakt til salafister i Nordrhein-Westfalen.

19. december: En lastbil kører ind i et julemarked i Berlin. 12 bliver dræbt og 50 såret. Politiet finder senere Amris fingeraftryk i køretøjet. Han mistænkes for at stå bag angrebet.

Kilder: Nyhedsbureauet Ansa og tyske myndigheder

/ritzau/dpa