I løbet af de sene aftentimer torsdag og natten til fredag er der kommet nyt om krigens forfærdelige konsekvenser – på begge sider.

Efter adskillige dage med dyb tavshed kom russerne nemlig med en indrømmelse:

At de russiske styrker har lidt 'signifikante tab' i Ukraine. Det siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for Kreml, til Sky News.

»Vi har lidt signifikante tab af styrker«, siger Dmitrij Peskov i interviewet, som du kan høre i videoen herover (på engelsk).

»Og det er en stor tragedie for os,« tilføjer Peskov.

Tragedie er også et af de ord, der er taget i brug for at beskrive de lidelser ukrainske civile går igennem under krigen.

Et andet ord, der – fra ukrainsk og vestlig side – i stigende grad benyttes om det, der foregår er krigsforbrydelser.

Kyiv-forstaden Butja har fået verdens ledere til at reagere i de seneste dage, efter at grusomme billeder fra byen dukkede op. Rusland har afvist drab på civile.

Ifølge Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj er situationen i den ukrainske landsby Borodjanka – der ligger 50 kilometer nordvest for Kyiv – meget værre, end situationen var i Butja.

De seneste par dage har Ukraine genindtaget flere byer – herunder Butja – og nu melder en guvernør, at en hel region er blevet befriet.

Dmytro Zhyvytsky, som er guvernør for Sumy-regionen – der ligger nordvest for Kharkiv og helt op til den russiske grænse – skriver på Facebook, at der ikke længere er russiske soldater i regionen.

Guvernøren gør borgerne i Sumy opmærksomme på, at der kan lyde eksplosioner, idet ueksploderet ammunition, som er efterladt af russerne, bliver uskadeliggjort. Dmytro Zhyvytsky understreger også, at regionen stadig er usikker at færdes i.

Den ukrainske guvernørs oplysninger er ikke bekræftet af uafhængige kilder.

Herhjemme vil regeringen vil etablere såkaldte 'ukrainebyer'. Det fortæller integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Berlingske.

Med den hast, som ukrainerne lige nu flygter mod Danmark, er det nemlig ikke muligt for velfærdssamfundet at absorbere dem på normal vis, siger Tesfaye.