Et paradoks kan være opstået.

For mens den russiske hær fra flere sider er blevet beskyldt for 'manglende succes', 'dårlig forberedelse' og 'fejltagelser', er det ikke nødvendigvis godt nyt for ukrainerne. Særligt for de civile. Det kan du blive klogere på i dette overblik, som samler det vigtigste af det, der er sket, mens du har sovet.

Flere analyser har den seneste tid peget på, at den russiske hær har fejlet på flere fronter under invasionen i Ukraine.

Blandt andet fordi, man har mødt mere modstand, end man havde regnet med, ikke har fået kontrol over luftrummet, mangler forsyninger, og fordi forberedelserne og udstyret ikke har været godt nok.

Men det er ikke nødvendigvis udelukkende godt nyt, skriver Kori Schake, der er direktør for udenlands- og forsvarspolitik ved American Enterprise Institute, i en analyse i The Washington Post. Særligt når man ser på, hvad det kan ende med at koste den civile befolkning:

»Paradoksalt nok for dem af os, der brændende håber på, at Ukraine vil sejre og skubbe den invaderende styrke ud, forværrer manglerne ved det russiske militær skaderne og risiciene ved krigen,« skriver hun:

»Et fejlende militær kan være endnu mere farligt end et succesfuldt militær.«

For det er netop inkompetencen, der kan gøre det hele værre, mener hun:

»Der er grund til bekymring for, at udueligheden og manglen på professionalisme, som de russiske styrker har udvist i de første tre uger, gør kampene betragteligt mere brutale for de civile, end et kompetent militær ville gøre – og øger muligheden for, at krigen eskalerer,« skriver hun.

Hun er ikke den eneste, der ser mangler ved det russiske militær.

Det britiske forsvarsministerium udsendte ved midnatstid sin seneste efterretningsanalyse af situationen i Ukraine.

Af den fremgår det, at de ukrainske kontraangreb 'alvorligt begrænser Ruslands offensive potentiale', ligesom den russiske invasion beskrives som 'vaklende':

»Logistiske problemer fortsætter med at plage Ruslands vaklende invasion af Ukraine. Modvillighed til at bevæge sig på tværs af landet, manglede kontrol over luftrummet og begrænsede brokrydsnings-muligheder forhindrer Rusland i effektivt at genforsyne deres forreste tropper med selv basale essentielle ting som mad og brændstof,« lyder det i efterretningen, som fortsætter:

»Uophørlige ukrainske kontraangreb tvinger Rusland til at omdirigere et stort antal tropper til at forsvare deres egne forsyningslinjer. Det begrænser alvorligt Ruslands offensive potentiale.«

Hvis den ukrainske modstand fortsætter med at spænde ben for Rusland, kan det – i kombination med de sanktioner, der har ramt landet – føre til, at præsident Vladimir Putin trækker atomtrussels-kortet.

Sådan lyder det i en ny analyse fra USAs forsvarsministerium, Pentagon, skriver Bloomberg.

I analysen lyder det, at det er forventningen, at Vladimir Putin vil begynde at true med at bruge atomvåben mod Vesten, hvis den ukrainske modstand mod den russiske invasion fortsætter, mens Rusland også er ramt af økonomiske sanktioner.

»Længerevarende besættelse af dele af ukrainsk territorium truer med at dræne det russiske militær for mandskab og reducere deres modernisere våbenarsenal, mens økonomiske sanktioner formentlig vil kaste Rusland ind i en forlænget økonomisk depression og diplomatisk isolation,« lyder det fra generalløjtnant Scott Berrier, der er chef for Defense Intelligence Agency, i analysen.

»Mens denne krig og dens konsekvenser langsomt svækker den russiske konventionelle styrke, vil Rusland sandsynligvis i øget grad forlade sig på atomafskrækkelse for at signalere til Vesten og udvise styrke til sit indre og ydre publikum,« tilføjer han.

Du kan følge med i udviklingen i Ukraine i vores liveblog lige HER.