Som de eneste arabiske stater har Libyen og Tunesien nu tilsluttet sig en kreds af godt 50 lande, der vil retsforfølge Syriens krigsforbrydere ved Den Internationale Straffedomstol.

Løkken om den syriske præsident Bashar al-Assads hals strammes nu endnu engang. Det sker, når 52 lande fredag ifølge Berlingskes oplysninger går til FNs Sikkerhedsråd med et krav om, at rådet giver Den Internationale Straffedomstol grønt lys til at retsforfølge de omfattende krigsforbrydelser i den syriske borgerkrig.

Det var en sådan bemyndigelse, som FNs Sikkerhedsråd gav straffedomstolen under konflikten i Libyen i 2011, og det skridt var med til at stramme grebet om det libyske regime med oberst Gaddafi i spidsen.

I tilfældet Syrien derimod har det indtil videre ikke været muligt at aktivere ICC, fordi Rusland og Kina med deres vetoret i sikkerhedsrådet nu i snart to år har beskyttet præsidents Assads regime mod FN-tiltag.

Derfor begyndte Schweiz sidste år at samle en kreds af lande – mindst 50 – med det formål at lægge pres på FNs Sikkerhedsråd, og det er nu lykkedes, skriver Berlingske fredag.

Landekredsen består af samtlige EU-lande – på nær Sverige – samt Japan, Sydkorea og en række afrikanske og latinamerikanske stater. Senest har også Tunesien og Libyen tilsluttet sig kravet om, at præsident Assad og andre mistænkte krigsforbrydere – også blandt de syriske oprørere – stilles til ansvar ved Den Internationale Straffedomstol.

Men Tunesien og Libyen er vel at mærke også de eneste arabiske lande, der bakker op. De andre lande i Mellemøsten er ikke om bord, hvilket ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch hænger sammen med, at de fleste af staterne i Mellemøsten fortsat regeres af de gamle regimer, og de frygter, at de en dag selv kan ende på straffedomstolens anklagebænk.

Danmark tilsluttede sig på et tidligt tidspunkt det schweiziske initiativ og får af flere menneskerettighedsorganisationer ros for at have været særdeles aktiv i arbejdet med at få flere lande med i kredsen.

- Jeg mener, at konflikten i Syrien kun vil blive løst, hvis de ansvarlige bag grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser bliver stillet til ansvar, fastslår udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i en skriftlig kommentar til, at Danmark og de 50 andre lande nu henvender sig til FNs Sikkerhedsråd.

- Danmark er med til at sende et klart og tydeligt budskab til Sikkerhedsrådets medlemmer om, at de må tage deres ansvar for at sikre fred i verden alvorligt, understreger Villy Søvndal.

Den danske tilgang er i lodret strid med den svenske. Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, mener, at det vil skade mulighederne for en forhandlet løsning på konflikten i Syrien, hvis præsident Assad bliver jagtet af Den Internationale Straffedomstol.

Men det argument duer ikke, påpeger Lotte Leicht, der er direktør for den europæiske afdeling af Human Rights Watch, som også afviser, at de stridende parter i Syrien vil være tilskyndet til at kæmpe til sidste mand, hvis de ved, at der venter dem et retsopgør ved ICC.

- Tværtimod vil de, der begår krigsforbrydelser, blive marginaliseret og miste politisk legitimitet. Der vil blive sendt en vigtig besked til de, der kæmper ude i marken om, at de vil blive holdt ansvarlige, hvis de begår forbrydelser, siger Lotte Leicht, der samtidig henviser til krigsforbryderanklagerne mod krigsherrerne under borgerkrigen på Balkan i 1990erne.

- De betød, at en krigsforbryder som Karadjic var ude af spillet, da der skulle forhandles fred, forklarer hun.

Men en ting er, at FNs Sikkerhedsråd nu kommer under pres for at bruge Den Internationale Straffedomstol i Syrien. Noget andet er, at rådet vil makke ret?

Rusland har ifølge Berlingskes oplysninger til det sidste lagt pres på den schweiziske regering for at få den til at stikke piben ind.

Kina ser også rødt, når talen falder på Den Internationale Straffedomstol, fordi de kinesiske ledere frygter, at de en dag selv havner på anklagebænken for overgreb på deres egne borgere.

Endelig er der USA, som bestemt heller ikke er fan af straffedomstolen, fordi den amerikanske regering af principielle grunde ikke vil lade sine borgere retsforfølge ved en international instans som ICC.

På den anden side er USA fanget i et dilemma. Amerikanerne ønsker ikke at engagere sig alt for meget i den syriske borgerkrig – og slet ikke via en militær intervention.

Men samtidig kritiseres USA internationalt for passivitet i Syrien, og her kan anvendelsen af Den Internationale Straffedomstol signalere handling.

Og som Human Rights Watch understreger i forbindelse med russerne, der igen og igen bedyrer, at de skam er neutrale i Syrien, så er straffedomstolen det eneste håndtag, som FNs Sikkerhedsråd kan dreje på under FN-pagtens kapitel 7 om brugen af magtmidler, hvis indgrebet skal være neutralt og ikke rettet mod den ene af stridens parter.