WHO frygter, at ebola vil kunne sprede sig frit i DRCongo, mens dødstallet stiger til 41 personer.

Genève. Det seneste ebolaudbrud i DRCongo har taget livet fra mere end 40 personer.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

I alt 41 personer er bekræftet døde på grund af ebola, siden det nuværende ebolaudbrud begyndte 1. august i den nordlige Kivu-provins.

De voldsomme konflikter, der hærger i provinsen, hæmmer behandlingen og bekæmpelsen af sygdommen.

Det fortæller WHO's chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus, til en gruppe journalister i Genève i Schweiz.

Konflikterne "bidrager til at skabe et miljø, hvor ebola kan spredes frit", advarer WHO-chefen og opfordrer til en våbenhvile i området.

- Vi opfordrer de stridende parter til at indstille angrebene, for virusset er farligt for os alle. Det skelner ikke mellem den ene og den anden gruppering, siger Ghebreyesus.

Væbnede grupper og landets hær er i åben konflikt i området. Omkring en million mennesker i området er på flugt, og cirka 1000 civile har siden 2014 mistet livet i kampene mellem hæren og de væbnede grupper.

WHO-chefen har netop besøgt byerne Beni og Mangina i Kivu-regionen, der grænser op mod Uganda og Rwanda, hvor ebolaudbruddet er værst. Og han var i forvejen bekymret, da han rejste dertil, oplyser han.

- Men jeg er faktisk endnu mere bekymret nu, siger Ghebreyesus efter besøget i det virusplagede land.

Tirsdag har myndighederne i DRCongo oplyst, at det første ebolarelaterede dødsfald uden for Kivu-provinsen er registreret i naboprovinsen Ituri.

Udbruddet i Kivu-provinsen begyndte, blot en uge efter at et WHO og landets regering havde slået et andet udbrud ned i den nordvestlige provins Equateur, hvor 33 mistede livet.

Dette udbrud er det tiende i DRCongo, siden virusset blev opdaget i 1976 nær floden Ebola, som har givet navn til virusset.

/ritzau/