Demonstrationer er taget til i Hviderusland, efter at en demonstrant blev banket ihjel.

Politistyrker i den hviderussiske hovedstad, Minsk, tilbageholdt søndag over 300 demonstranter ved nye protester mod regimet under præsident Aleksandr Lukasjenko. Det oplyser menneskerettighedsgrupper i byen.

Tusindvis af mennesker gik på gaden for at vise deres modstand mod regimet, og politifolk brugte chokgranater for at sprede folkemængden, oplyser flere medier i byen.

- Mindst 300 er blevet tilbageholdt indtil videre, siger menneskerettighedsgruppen Vesna-96. Indenrigsministeriet bekræfter, at der er sket anholdelser af aktivister.

Ministeriet hævder, at de anholdte havde "forstyrret den offentlige ro og orden" og havde trodset ordrer fra politifolk.

Hver søndag i tre måneder er titusinder af hviderussere gået på gaden for at markere deres utilfredshed med Lukasjenko. Han har siddet tungt på magten i over 26 år, og oppositionen hævder, at der blev snydt massivt ved et præsidentvalg den 9. august.

Præsidentens modstandere kræver, at han overlader magten til oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja.

Arrangørerne af demonstrationen i denne uge havde bedt aktivister møde op snesevis af forskellige steder i Minsk, inden de dannede store grupper. Dermed gjorde de det vanskeligere for politiet at kontrollere folkemængden.

Demonstranternes vrede er taget til, efter at en 31-årig demonstrant, Roman Bondarenko, blev erklæret død i politiets varetægt for godt en uge siden.

Bondarenko fik ifølge oppositionen hjerneskader efter at være blevet mishandlet af civilklædte og maskerede mænd ved sit hjem, inden han blev fængslet. Ved hans begravelse fredag stod der lange køer ved kirken med oppositionens rødhvide flag.

Der var søndag også demonstrationer og uroligheder i fem andre byer end Minsk.

Omkring 16.000 personer er anholdt i forbindelse med protesterne i Hviderusland i de seneste måneder. Omkring 700 personer er i politiets varetægt og venter på at få deres sag afgjort ved en domstol.

EU har fordømt drabet og politiets brutalitet, og der blev i Bruxelles torsdag indført yderligere sanktioner mod Hvideruslands styre.

/ritzau/AFP