Flere end 31 millioner er bekræftet coronasmittede på verdensplan, og tirsdag har USA rundet 200.000 dødsfald.

USA har rundet en trist milepæl under coronapandemien. Over 200.000, der var bekræftet smittet med virusset, har mistet livet i landet.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University sent tirsdag eftermiddag.

Der bor flere end 328 millioner mennesker i USA, og ser man på antallet af dødsfald i forhold til indbyggertallet, svarer det til, at omkring en ud af 1650 indbyggere i USA er døde med covid-19.

Til sammenligning er 641 personer med coronavirus døde i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut tirsdag. Det svarer til, at cirka en ud af 9100 indbyggere i Danmark er døde med virusset.

Hvis en person dør, inden for en måned efter at være bekræftet smittet med coronavirusset, fremgår vedkommende af statistikken. Det vides derfor ikke, om corona har været en direkte eller medvirkende årsag til personens død.

Det er også USA, der topper opgørelsen med hensyn til smittede. Ud af de flere end 31 millioner smittede på verdensplan er over 6,8 millioner af dem konstateret i USA.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde mandag ifølge Reuters, at han havde gjort et fantastisk stykke arbejde med hensyn til at bekæmpe virusset.

- Det påvirker næsten ingen. Det er fantastisk.

- Det rammer ældre mennesker med hjerteproblemer og andre sygdomme, sagde han ifølge nyhedsbureauet.

Præsidenten har indrømmet, at han har nedtonet faren ved coronavirusset tidligere i forløbet, fordi han ikke ville "skabe panik" i befolkningen.

Ifølge en opgørelse fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), var syv ud af ti af de døde i USA over 65 år.

Også i Danmark og andre dele af verden er det gennemgående, at de, der er oppe i årene eller har andre underliggende sygdomme, er mere udsatte og risikerer et mere alvorligt sygdomsforløb.

Efter USA er Indien og Brasilien de lande, hvor der er konstateret flest smittede. De befolkningsrige lande har henholdsvis 5,5 millioner og 4,5 millioner bekræftede smittetilfælde.

Det er de samme lande, som tager anden- og tredjepladsen over flest coronadødsfald.

Over 137.000 er døde med virusset i Brasilien, mens det er tilfældet for knap 89.000 i Indien.

/ritzau/