Torsdag skrev Brasilien sig ind i en af de værste klubber, man kan blive en del af i disse tider.

Med 20.000 coronarelaterede dødsfald blev Brasilien det sjette land til at nå den uhyggelige milepæl.

Og netop ville man forestille sig, at de ellers fyldte strande i Rio de Janeiro og pulserende gader i São Paulo ville være mennesketomme.

Men nej, det er bestemt ikke tilfældet.

Masser af brasilianere på stranden i Rio de Janeiro, selvom myndighederne lægger op til at holde sig fra hinanden og blive hjemme.
Masser af brasilianere på stranden i Rio de Janeiro, selvom myndighederne lægger op til at holde sig fra hinanden og blive hjemme. Foto: Antonio Lacerda
Vis mere

På trods af det voldsomme smittetryk i landet, er det bestemt ikke alle brasilianerne, der tager myndighedernes opfordringerne og restriktionerne til sig.

Rundt omkring i det store land er det ligeledes masser af demonstrationer fra frustrerede borgere, der mener, at coronavirussen og de tilhørende restriktioner er overdrevne.

Og netop i de demonstrationer finder du et andet svar på, hvorfor det fodboldelskende folk har svært ved at indordne sig.

Landets præsident, Jair Bolsonaro, mener nemlig også, at man bør håndtere coronavirussen uden de voldsomme tiltag, og derfor har han også været tilstede under flere af de demonstrationer.

Med andre ord: Det er sværere at forstå, at man skal isolere sig og droppe sit normale sociale liv, hvis ens præsident er fuldkommen ligeglad.

Men sådan en manglende påpasselighed - sammen med en høj befolkningstæthed i de store byer - er perfekt for en coronavirus, der gerne vil sprede sig i et samfund.

Og det er sket.

Fredag kunne WHO's chef for akutberedskab, Mike Ryan, på et pressemøde fortælle, at Sydamerika er blevet et nyt epicenter for den verdensomspændende virus.

»Der er tydeligvis en bekymring i mange af disse lande, men det mest berørte er tydeligvis Brasilien på nuværende tidspunkt,« sagde han blandt andet på pressemødet.

Et fyldt hospital i Brasilien
Et fyldt hospital i Brasilien Foto: RAPHAEL ALVES
Vis mere

Landets nye sundhedsminister - som er den tredje på posten i løbet af coronakrisen - har anbefalet brugen af klorokin og hydroxyklorokin til at behandle selv milde tilfælde af Covid-19.

Det samme har præsident Jair Bolsonaro.

Fredag viser en stor undersøgelse imidlertid, at den behandling kan være mere skadelig end gavnlig for coronapatienter - i værste fald kan en coronapatient dø af det.

I alt er der cirka 310.000 smittede i Brasilien, hvor 20.000 er døde efter mødet med coronavirussen, og i de statistikker bliver det også tydeligt, at landet har store problemer med at få befolkningen til at rette ind.

31 procent af de døde i det sydamerikanske land var nemlig under 60 år gamle, og det har især noget at gøre med de yngre generationers opførsel.

»Det skyldes blandt andet, at unge voksne ikke følger anbefalingerne om at blive hjemme i samme grad,« sagde epidemiolog Mauro Sanchez fra Brasilias universitet til AFP tidligere fredag.

Dertil handler det om, at landet har en ung befolkning, og at mange fattige ikke har råd til blive væk fra arbejdet.