Regering i Tanzania siger torsdag aften, at den formoder, over 200 kan være døde ved forlis på Victoria-søen.

Mvanza. En passagerfærge med et stort antal mennesker om bord er kæntret på Victoria-søen.

Regeringen i Tanzania antager torsdag aften, at over 200 kan være omkommet ved forliset, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Foreløbig er 42 bekræftet omkommet.

Mørket har lagt sig over Victoria-søen, og arbejdet med at lede efter døde og overlevende er indstillet indtil fredag morgen, bekræfter en kommissær og oberst i distriktet Ukerewe.

Britiske BBC, der har billeder af den kæntrede færge, fortalte tidligere, at flere hundrede mennesker var frygtet savnet.

- Vi beder til Gud, at han vil give os håb midt i en sådan ulykke, sagde en regional kommissær, Adam Alima, til journalister.

- Vi beder til Gud om at give os håb, at der ikke har været stort antal omkomne.

Tidligere på dagen blev fem meldt døde ved forliset, mens 102 skulle være reddet i land. Men en anden fortalte, at færgen var overfyldt og havde flere end 400 mennesker om bord.

Det er kendt, at mange færger på Victoria-søen ofte har alt for mange passagerer om bord.

Færgen "MV Nyerere" vendte rundt på Victoria-søen mellem øerne Ukora og Bugolara.

Lokale tog ud i deres både og joller for at deltage i redningsarbejdet.

I 1996 døde over 800 mennesker, da færgen "MV Bukba" kæntrede på Victoria-søen. Det var en af sidste århundredes største ulykker til søs i fredstid, skriver BBC.

Victoria-søen er Afrikas næststørste sø og fylder over halvanden gange mere end Danmark. Den grænser ud over Tanzania op til Uganda og Kenya.

Søen ligger i over 1100 meters højde.

/ritzau/